Intel lader Facebook-brugere donere CPU-kraft til forskning
Den næste generation af frivillige projekter, hvor almindelige it-brugere kan donere deres processorkraft til forskning, skal kombineres med sociale netværkstjenester, mener Intel.
Intel har valgt Facebook som platform for en ny applikation, som lader pc-brugere donere regnekraft til forskning i blandt andet HIV, klimaforandringer, kræft og malaria.
Selve applikationen Progress Thru Processors bliver distribueret gennem Facebook, og brugerne kan benytte deres konto på tjenesten til at oprette sig som brugere af applikationen.
Der er dog ikke tale om, at selve beregningerne bliver foretaget af projektets Facebook-applikation. Det sker derimod gennem et normalt skrivebords-program, som bliver installeret på brugerens pc.
Facebook-applikationen bliver brugt til markedsføring ved blandt andet at give brugerne mulighed for at offentliggøre, hvor meget processortid de har doneret til forskellige projekter.
Ideen med at lade almindelige brugere donere regnekraft er langt fra ny. Modellen for distribueret databehandling blev nok bedst kendt gennem SETI@Home-projektet, som behandlede data fra radioteleskoper i søgningen efter signaler fra intelligent liv i rummet, dog uden positivt resultat.
Siden da er flere andre projekter kommet til, som især har fokuseret på at donere regnekraft til forskning i sygdomme. Intel samarbejder således med organisationen Gridrepublic og BOINC, der giver adgang til en lang række grid-baserede forskningsprojekter.
