Intel i chok: EU udskriver rekordbøde på 8 milliarder kroner

EU-kommissionen har pålagt Intel at betale 1,06 milliarder euro i bøde for misbrug af sin dominerende stilling på markedet. Intel er rystet og vender sig i de kraftigste termer mod afgørelsen.

EU-kommissionen har her til formiddag afgjort, at Intel har misbrugt sin dominerende stilling på chipmarkedet og pålagt selskabet en rekordstor bøde på 1,06 milliarder euro. Det svarer til knap 8 milliarder kroner.

I en pressemeddelelse skriver EU-kommissionen, at Intel har deltaget i ulovlig, konkurrencebegrænsende praksis ved at udelukke konkurrenter fra x86-markedet.

Kommissionen har samtidig beordret Intel til at standse den nuværende praksis i det omfang, den stadig foregår.

Det er to forhold, der har ført til dommen: For det første siger afgørelsen, at Intel gav skjulte rabatter til computerproducenter på betingelse af, at producenten skulle købe alle deres x86 CPU'er fra Intel. Intel har angiveligt også foretaget direkte betalinger til større forhandler på betingelse af, at forhandleren kun førte pc'er med Intel-processorer.

For det andet skriver EU-kommissionen, at chipgiganten har betalt computerproducenter for at standse eller forsinke lanceringen af produkter med konkurrenternes x86 CPU'er og begrænse de tilgængelige salgskanaler for disse produkter.

Intel er rystet over dommen og bødens størrelse, der med sine 1,06 milliarder euro er mere end dobbelt op af den 497 millioner euro-bøde, som Microsoft blev idømt tilbage i 2004.

»Intel tager stærkt afstand fra denne beslutning. Vi mener, beslutningen er forkert, og at den ignorerer virkeligheden, nemlig et stærkt konkurrencepræget mikroprocessormarked kendetegnet ved konstant innovation, forbedret ydeevne og lavere priser. Forbrugerne har intet som helst mærket. Intel vil appellere afgørelsen,« siger Intels topchef Paul Ottelini i en kommentar til afgørelsen.

»Vi tror ikke, at vores praksis har overtrådt EU-retten. Den naturlige følge af et konkurrencepræget marked med kun to store spillere, er, at når et selskab vinder en ordre, så gør den anden ikke. Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence har ignoreret eller nægtet at indhente betydelige beviser, der taler imod denne kendelse,« siger Paul Ottelini videre.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (18)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jarnis Bertelsen

Interessant nok benægter intels talsmand (ifølge citaterne, han gør det måske andetsteds) ikke at intel har gjort de ting de er dømt for. Han benægter kun at det er konkurrenceforvridende og ulovligt. Set i det lys er det glimrende at de er blevet dømt. For mig er det selvindlysende at en sådan praksis skader konkurrencen og dermed forbrugerne, også selvom disse ikke har lagt mærke til det.

Bødens størrelse kan naturligvis altid debatteres, men det er godt at den er stor nok til at kunne mærkes, selv for et kæmpe firma som intel.

Morten K. Thomsen

Følgende udtalelse fra Intels Senior Vice President Bruce Sewell er netop tikket ind:

»The basic allegation against Intel is that it used lower prices, in the form of rebates, to prevent customers from buying or supporting AMD, or to punish customers when they did so. Such claims are false. Intel has never required a customer to agree not to buy from AMD in order to obtain a discount, nor raised a customer’s prices when it decided to buy from AMD.«

Så nu benægter de altså også...

Vh
Morten K. Thomsen
Redaktør, Version2

Poul-Henning Kamp Blogger

Da USAs DoJ undersøgte Intel og i AMDs USAnske monopolsag imod Intel siger kunderne det modsatte: At Intel ikke lod nogen være i tvivl om hvad der skete med kunder der ikke makkede ret.

Bøden størrelse ? Stor nok til at få deres opmærksomhed, men ikke stor nok til at få dem til at opføre sig ordentligt.

Poul-Henning

Peter Stricker

Pengene er naturligvis ikke øremærkede til et specielt formål. Bøden gives som straf til Intel. Det er ikke en erstatning til landmænd der har givet for meget for computere på grund af Intels brøde. Hvis de (I ?) mener at dommen påviser at Intel har givet jer et indtægtstab, så må I anlægge en civil erstatningssag.

Anonym

@Peter Stricker

Jeg synes, det er et ganske naturligt spørgsmål, hvad pengene går til. Det kan jeg overhovedet ikke se noget forkert i.

Der er mange, der som jeg anser EU for et utroligt ikke-demokratisk projekt, som blander sig alt for meget i den enkelte borgers hverdag - og så er gennemkorrupt, hvilket bestemt heller ikke er med fordel for den enkelte.

Hvis ja-siden vil gavne deres egen sag, er det da bare at oplyse sådan noget med det samme. Jeg synes det er lidt interessant, at det er ufatteligt nemt for nej-siden at finde gode argumenter, f.eks. netop problemet med demokratiet, mens ja-siden altid taler udenom, og aldrig forsvarer sig, altid har svært ved at finde noget godt at sige om "deres" projekt.

For mig viser det, det må være et dårligt projekt, man burde holde sig lant væk fra, og vi aldrig skulle have været med i fra start. Hvis de ikke vil sælge "deres" produkt, er det nok fordi det er ubrugeligt.

Med undskyldning om, jeg hijacker tråden, men jeg kan altså ikke lade være. At Intel bliver straffet, er helt OK (man undrer, om grunden til, MS ikke er blevet straffet på samme måde har noget at gøre med de har "bribet" de rigtige mennesker), men når borgerne ikke får glæde af de penge selv, giver det absolut ingen forskel.

Peter Stricker

@Rune

Jeg synes, det er et ganske naturligt spørgsmål, hvad pengene går til. Det kan jeg overhovedet ikke se noget forkert i.

Det giver jeg dig ret i. Og svaret er altså, at det ikke er meningen at pengene skal gå til et bestemt formål.

Men når Rasmus spørger om pengene havner i landmændenes lommer, så er opfatter jeg det som en meningstilkendegivelse om EU snarere end et seriøst spørgsmål. Jeg kan se af din kommentar at du også går mere op i at brokke dig over udstederen af bøden end bødens rimelighed. Det synes jeg ikke er seriøst.

MS ikke er blevet straffet på samme måde

Det er de da. Ikke samme bødestørrelse og ikke for samme forseelse, men de er da blevet idømt en stor bødestraf af EF-domstolen.

Anonym

Det giver jeg dig ret i. Og svaret er altså, at det ikke er meningen at pengene skal gå til et bestemt formål.

Jeg kan ikke se, der er svaret på spørgsmålet. Et eller andet sted havner de jo. De forsvinder ikke bare.

Poul-Henning Kamp Blogger

... går i EUs regnskab som en indkomst og betyder derfor mindre skattebetaling for alle EU borgere.

Og hvad enten du vil det eller ej, så var hverken Microsoft eller Intel blevet klapset af hvis vi ikke havde EU.

Det tog mange år før EU begyndte at gøre en forskel for forbrugerne, men Vivienne Reading har nu skoret et hat-trick for forbrugerne: Mobilselskaberne, Microsoft & Intel.

Der skal store piger til at tæve de store drenge, det kunne Danmark aldrig have gjort alene.

Poul-Henning

Anonym

"Der skal store piger til at tæve de store drenge, det kunne Danmark aldrig have gjort alene."

Det behøver man ikke et skrummel som EU til. Et skrummel, som har mere magt end grundloven.

Og så kan det jo godt være, i ikke kan li mine argumenter, men det vil jo så bare svie til ja-fløjen senere, de ikke vil lytte til nej-sigerne.

Danskere generelt kan simpelthen ikke fordrage at få ting krænget ned over sig.

Jeg holder fast i, hvis man ikke vil sælge et projekt, så er det sikkert ikke godt nok, og så bør man holde sig fra det.

EU er og bliver et projekt for (gamle has-been) politikere - ikke et projekt for borgerne.

Anonym

http://www.cancer.dk/Tobak/Nyt+om+tobak+i+pressen/EU_laegger_pres_paa_ny...

Fuldstændigt ærligt.

Det rager ikke EU om jeg vil dø af at ryge. Det skal de bare holde deres KLAMME hænder fra.

Læg mærke til, de kan være den direkte årsag til, der kommer en egentlig lov, som forbyder en at ryge i eget hjem.

Og det er bare et af mange steder, hvor de blander sig, overvåger, stikker deres næse i sager, som absolut ikke vedkommer dem.

Klaus Elmquist Nielsen

The basic allegation against Intel is that it used lower prices, in the form of rebates, to prevent customers from buying or supporting AMD, or to punish customers when they did so. Such claims are false. Intel has never required a customer to agree not to buy from AMD in order to obtain a discount, nor raised a customer’s prices when it decided to buy from AMD.«

Kunne det være spin?

Mener: Hvilke slags kunder tales der om? Forbrugerne som køber computere i en forretning? Eller de firmaer som køber produkter af Intel?

Desuden: Selv om Intel ikke har hævet priserne for de firmaer som også køber AMD produkter, så kunne der jo være andre konsekvenser.

Log ind eller Opret konto for at kommentere