Nokias administrerende direktør Stephen Elop har for nyligt bekræftet rygterne om, at virksomheden vil droppe styresystemet Meego, som Nokia har udviklet sammen med Intel. Udmeldingen gav analytikere rynker i panden over Meego, og stemningen over for styresystemets fremtid er blevet mere og mere pessimistisk.
Men nu melder Intel ud, at virksomheden vil arbejde videre på det Linux-baserede styresystem, og planerne for Meego er allerede lagt frem til slutningen af 2012. Det skriver Digitimes.
Ud over netbooks og tavle-pc’er vil den kommende version 1.3 af Meego understøtte smart-tv, bil-underholdning og håndholdte multimedie-enheder. Det sker formentligt i fjerde kvartal af 2011. Version 1.4 er planlagt til andet kvartal af 2012.
Meego-satsningen hænger tæt sammen med Intels planer for Atom-processoren, som dog også kommer til at få understøttelse af Microsofts kommende Windows 8 og Googles Android-version med det famøse navn Ice Cream Sandwich.
Nokia har annonceret, at selv om Meego høster stor succes og modtager meget ros fra Engadgets anmelder på Nokia N9, holder mobil-giganten fast ved deres beslutning om at bruge Windows Phone i fremtiden og klipper således navlestrengen til Meego.