Intel måtte i år for første gang i nyere tid erkende, at selskabets målsætning om at følge Moores Lov havde ramt et bump på vejen. Nu lover Intel, at Moores Lov er tilbage på sporet, skriver Infoworld.
Problemerne for Intel begyndte i forbindelse med skiftet til 14 nanometer-fremstillingsprocessen, som blev forsinket, og Intel endte med at måtte bruge den samme fremstillingsproces til tre opdateringer af selskabets chipfamilier.
Normalt har Intel siden skiftet til Core-arkitekturen kørt med det, selskabet har kaldt 'tick-tock'-modellen, hvor opdateringerne har været skiftevis en mindre arkitekturopdatering sammen med et skift til ny fremstillingsproces og så en større arkitekturopdatering på samme fremstillingsproces.
Moores Lov er ingen naturlov, mere en målsætning, som Intel har besluttet at følge, men hver opdatering af fremstillingsprocesserne bliver dyrere. Intel forventer således i løbet af de næste ti år at skulle bruge 1,8 billioner kroner (270 milliarder dollars) på at udvikle nye chipteknologier.
Efter problemerne med 14 nanometer-processen hævder Intel nu ifølge Infoworld, at selskabet er tilbage på en tidsplan, hvor tick-tock-modellen kan fortsætte med en ny fremstillingsproces hvert andet år. De næste nye processer er henholdsvis 10 og 7 nanometer.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.