Intel hjælper pilfingrede Lego-entusiaster med augmented reality

Se hvad der er inde i æsken - uden at åbne den. Augmented reality var et tilløbsstykke på sidste uges Lego World i Bella Center.

Lego var træt af, at folk åbnede æskerne i butikkerne for at se hvad de indeholdt, og dermed gjorde dem usælgelige. Og hvis folk ikke åbnede æskerne, var der en risiko for, at børnene ville komme hjem med noget andet end de havde ønsket sig.

Begge dele var et stort problem. Derfor kontaktede de Intel for at finde på en løsning på problemerne.

Svaret blev Digital Box, som blev starten på et samarbejde, der kun har vokset sig større siden.

Digital Box består af et kamera og en skærm i butikken. Når man holder en æske med Lego op foran kameraet, vil man på skærmen se mere, end man ville kunne uden teknologien. Oven på kassen bliver den færdigbyggede Lego-model vist, og man kan interagere med modellen ved at vippe med kassen.

Adrian Whelan er EMEA Embedded Business Development Director for Intel Corporation. Det er også ham, der står for Intels løsninger på Lego World. Og ifølge ham har løsningen flere fordele end bare at slippe for ødelagte kasser.

»Selv hvis børnene får samlet den forkerte æske op, vil de stadig synes det er sjovt. Og på den måde får man præsenteret folk for nye produkter,« siger Adrian Whelan til Version2. Løsningen kan med andre ord også generere mersalg.

Forstærket virkelighed

Denne slags teknologi kaldes augmented reality, og kan bruges til meget andet end bare legetøj. Det er en måde at koble ekstra oplysninger på virkeligheden, for eksempel set gennem en smartphone eller en tablet. Og det er en smart måde at gøre det på.

»Næsten alle har jo en smartphone eller tablet. Selv små børn på 3-4 år ved hvordan man bruger dem,« siger Adrian Whelan til Version2.

Oplysningerne kan blandt andet bestå af tal, links til anmeldelser eller som i dette tilfælde, 3D-animationer.

Og ifølge Adrian Whelan er børn en fantastisk målgruppe at udvikle til.

»Børn ved jo ikke, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre. Hvis man siger, at det kan man altså ikke, spørger de hvorfor. 'Hvorfor kan man ikke det?' Og så må man jo finde på et ordentligt svar eller sørge for, at det kan lade sig gøre,« siger Adrian Whelan til Version2.

Mange muligheder

Augmented reality bliver ifølge mange eksperter stort i 2013. Og man er allerede begyndt at implementere det mange steder.

Adidas har blandt andet brugt det til at tillade folk at prøve sko uden rent faktisk at tage dem på. Dette gøres med et spejl og et kamera, så man i spejlet ikke kun ser sin fod, men sin fod med skoen på. Og der er tanker om at udvide dette til også at inkludere tøj. Det er godt nyt til dem af os, der hader at prøve tøj i forretninger.

Lego og Intel have også en løsning med på Lego World, hvor man kunne styre en animeret bil på en rigtig overflade. Man ser bilen på en tablet eller smartphone, og så skal man styre den henover gulvet og samle nogle ringe op.

Man kan også bruge det til præsentioner, til interaktive kort, til kataloger og meget andet.

Så Lego er bestemt ikke kun for børn, men det hjælper altid at have et firma som Intel indover.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Deleted User

Jeg var også i Bella Center og studsede over standene med Augmented reality. Ikke fordi det var nyt, jeg undrende mig tværtimod over,at man havde taget en gammel teknologi med. Løsningen har eksisteret i flere år i butikkerne. Bl.a. Legos egen på Strøget, så hvad nyhedsværiden er, har jeg meget svært ved at gennemskue.

Det må enten være super godt spin af Legos PR-afdeling eller også er teknologien en helt anden end den fra butikkerne. Og så kunne V2's udsendte jo passende forklare forskellen.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere