Intel dropper McAfee-navnet - nu hedder det ’Intel Security’

Et af verdens mest kendte antivirus-produktnavne forsvinder, efter Intel har valgt at fjerne McAfee-navnet og udskifte det med Intel Security.

Det er slut med McAfee - i hvert fald som produktnavn for antivirus. Intel vil nemlig skrotte navnet og i stedet lade det røde skjold være baggrund for navnet Intel Security. Det var en af meldingerne fra Intel på første dag af CES-messen i Las Vegas, rapporterer britiske BBC.

Dermed forsvinder en af verdens mest kendte antivirus-brands, og isoleret set virker det spøjst, at Intel smider den del af opkøbet ud. McAfee blev købt af Intel i 2010 for 42 milliarder kroner, hvilket var 60 procent over markedsprisen.

Men omvendt har navnet McAfee de senere år ikke kun været i medierne som et kendt antivirusfirma, men i høj grad også med kulørte historier om stiferen af firmaet, John McAfee, som forlod McAfee-firmaet for tyve år siden med masser af penge på lommen.

Og han har mildt sagt ikke været loyal over for det firma, han skabte, i sine udmeldinger de seneste år. Hans reaktion på, at Intel dropper McAfee-navnet, lød ifølge BBC således:

»Jeg er for evigt Intel taknemmelig for at løsrive mig fra den forfærdelige association med den værste software på jord. Det er ikke mine ord, men ordene fra millioner af irriterede brugere,« sagde John McAfee.

For godt et år siden skrev it-medier verden rundt om John McAfees flugt fra politiet i Belize, som han ikke stolede på, efter hans hjem i det mellemamerikanske land tidligere var blevet udpeget som narkorede og stormet af specialpoliti. Da naboen blev myrdet, valgte han at flygte, da politiet dukkede op på hans grund.

Læs også: Antivirus-pioner på flugt gemte hovedet i papkasse i 18 timer

John McAfee har også i 2013 gjort sig den ulejlighed at producere en nøje iscenesat video, hvor han sviner McAfee-softwaren til.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere