Intel: CPU møder GPU i Sandy Bridge efter nytår

Intel har løftet sløret for den næste generation af Core-processorer, hvor grafikprocessoren bliver integreret på samme chip. Det kan gøre videokodning op til fem gange hurtigere, lover Intel.

SAN FRANCISCO: Grafikprocessoren flytter nu sammen med hovedprocessoren i pc'en. Det er i hvert fald Intels bud på den næste generation af Core-processorerne, som ifølge Intel vil komme til at sidde i bærbare og stationære pc'er efter årsskiftet.

Den nye generation har kodenavnet Sandy Bridge, og den væsentligste nyhed er, at der bliver integreret en grafikprocessor på samme chip som CPU'en. De to processorer kommer til at dele den samme 'ring'. Det vil sige, at de kan dele cache og hukommelsescontroller.

På Intel Developer Forum her i San Francisco viste Dadi Perlmutter, general manager for Intel Architecture Group, et par demonstrationer af den nye teknologi.

Mest imponerende var såkaldt transkodning, hvor videoer i et format afkodes og kodes i et nyt format. Dette sker blandt andet, når en video, der er optaget i HD-kvalitet, skal overføres til en iPod.

Med nuværende processorer kan det nemt tage op mod et par timer for en video, der varer en time, men den nye processorgeneration viser sig i visse tilfælde at være omkring fem gange hurtigere ifølge Intel.

Sandy Bridge har også fået en ny avanceret version af Turbo Boost-teknologien indbygget, der gør det muligt for en enkelt processorkerne at køre endnu hurtigere, når de øvrige kerner ikke arbejder. Turbo Boost omfatter også grafikdelen, der kan arbejde ekstra hurtigt, når processordelen ikke er hårdt belastet.

Fordelen ved at integrere grafikfunktionerne på selve processoren er blandt andet en bedre kommunikation, idet de to funktioner hidtil har talt sammen ved hjælp af hukommelses-controlleren, hvilket i mange tilfælde har været en alvorlig flaskehals.

Endelig kunne Dadi Perlmutter også afsløre, at Intel er begyndt testproduktion af Sandy Brudge-processorer, der er baseret på 22 nanometer-teknologi, der giver mulighed for at sænke effekten eller strømforbruget og bevare den samme ydeevne ? eller at sætte ydeevnen i vejret uden at øge effekten eller strømforbruget.

De første Sandy Bridge-processorer på markedet bliver dog baseret på Intels nuværende 32 nanometer-fremstillingsproces. På den måde kører Intels tik-tak-model ufortrødent videre, hvor Intel skiftevis opgraderer arkitekturen og fremstillingsteknikken. Senest skiftede Intel produktionen til 32 nm procesteknologi og omkring årsskiftet er Intel klar med en ny indre arkitektur for sine processorer ? det er den såkaldte mikroarkitektur, der her har kodenavnet Sandy Bridge.

Intels første 22 nm processorer på vej gennem fabrikkerne. Processorerne er klar om et års tid, men inden da lancerer Intel en helt ny indre arkitektur for sine processorer. Intel vil først senere løfte sløret for de individuelle produkter og deres eksakte specifikationer.

Ligesom ikke alle de nuværende Core-processorer understøtter eksempelvis Turbo Boost, så har Intel heller ikke frigivet detaljer om, hvor kraftige grafikprocessorer, der vil blive integreret på de forskellige kommende modeller.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jacob Christian Munch-Andersen

Med nuværende processorer kan det nemt tage op mod et par timer for en video, der varer en time, men den nye processorgeneration viser sig i visse tilfælde at være omkring fem gange hurtigere ifølge Intel.

Der er umiddelbart intet der tyder på at den kan mere end en relativt billig dedikeret GPU fra AMD eller nVidia. Vi får stort set ingen specifikation omkring testen. Det eneste vi får at vide er at inputtet er en 30 Mb/s 1080p video (formodentlig i h.264 format), og outputtet er mindre video passende til en iPhone, dvs. h.264 i en opløsning som må formodes at være 360p, eller deromkring. Sjovt valg af opgave, det er nemlig kombinationen af at dekode en stor mængde video og encode en lille mængde. Afhængig af hvor godt encodingarbejdet skal være kunne det sagtens være den mindste af de to opgaver. Kunne det være at decoder delen af deres nye legetøj er lidt mere anvendelig end encoder delen? De tør heller ikke at vise os den færdige video, det er trods alt ret ligegyldigt hvor hurtigt det går hvis ikke den resulterende kvalitet er i orden.

Intet seriøst medie bør kunne viderebringe denne historie med andet mærkat end Intel-propaganda uden at have adgang til kildevideoen, de to resulterende videoer og de anvendte computeres eksakte specifikationer. Samt at have anvendt disse informationer til at sammenligne med alternativer.

Der er godt nok ikke mange seriøse medier tilbage, men på The Register har de da haft realitetssans nok til at reducere hele dette sceneshow til ordet "claim".

Intels Core i3, og nogle af deres Core i5 processorer indeholder to separate chips, en CPU og en GPU, som bare er puttet i den samme pakke, de bliver nu integreret i samme chip, hvilket vist ikke har nogen væsentlig praktisk betydning ud over at kunne nedbringe prisen.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere