Instruks med kode til ændring af 1813's telefonsvarerbesked lå frit i Region H-system

1. november 2017 kl. 05:113
En vejledning med kode, som handler om at administrere akuttelefonen 1813, har ligget frit tilgængelig hos Region Hovedstaden. Vejledningen har dog ifølge regionen ikke kunnet anvendes.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

En vejledning med pinkode til administration af svarbesked, lukning og viderestilling af akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden har ligget frit tilgængeligt i regionen åbne dokumentstyringssystem VIP ('Vejledninger, instrukser og politikker'). Alle havde adgang til VIP med at anonymt login.

Ifølge Region Hovedstaden har den detaljerede vejledning og kode dog reelt ikke kunne bruges til at styre akuttelefonen med.

Det skyldes blandt andet, at det - ifølge regionen - har været nødvendigt med »ekstra koder« udover den kode, der fremgår af vejledningen.

Som Version2 den senere tid har afdækket, har der ligget flere kodeord og brugernavne i VIP til blandt andet medicinsk udstyr og flere online-tjenester.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I takt med, at vi har gjort Region Hovedstaden opmærksom på problemerne, er oplysningerne gradvist blevet fjernet.

Et tip fra en læser

Tippet om den detaljerede vejledning om åbning/lukning/viderestilling i forhold til 1813 fik vi af en læser som følge af vores tidligere artikler - altså akuttelefonen, der erstattede lægevagten i Region Hovedstaden.

Om Akuttelefonen 1813

1813 er tænkt som borgerens indgang til akuthjælp ved sygdom uden for lægens åbningstid og ved skader døgnet rundt, oplyser Region Hovedstaden på sin hjemmeside.


Vejledningen beskriver, hvordan det ved at ringe til et eksternt og eller et internt telefonnummer er muligt at ændre en telefonsvarerbesked på 1813.

I den forbindelse nævnes også en menu, der handler om »åbning/lukning/viderestilling af en kundeindgang.«

Region Hovedstaden fjernede vejledningen fra VIP og lukkede ned for det interne og eksterne telefonnummer, efter at Version2 gjorde regionen opmærksom på, at vejledningen lå frit fremme.

»Indtil i går (17. oktober, red.) kunne man ringe op til begge numre – men som vi også slog fast i sidste svar så kunne man ikke ændre telefonsvarerbeskeden uden ekstra koder, som ikke var tilgængelige i VIP.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Region Hovedstaden er vejledningen slet ikke nogen reel vejledning, men en beskrivelse af en arbejdsgang, man på et tidspunkt overvejede at indføre i regionen.

VIP

VIP (vip.regionh.dk) er dokumentstyringssystem, der giver fagfolk i hjemmepleje, kommuner og praksissektoren mulighed for at søge i dokumenter med råd og vejledning.

VIP står for 'Vejledninger, instrukser og politikker'. Vip.regionh.dk indeholder mere end 25.000 dokumenter.

Det er formålet med systemet, at samarbejdspartnere i hjemmeplejen, kommuner og praksissektor kan søge råd og vejledning gennem fri adgang til at søge i VIP.

kilde: Region Hovedstaden

»Bilaget var et arbejdspapir, som beskrev en arbejdsgang, som DPV (Den Præhospitale Virksomhed, red.) på et tidspunkt overvejede at effektuere. Det blev dog besluttet, at arbejdsgangen var for besværlig. Alligevel blev bilaget ved en fejl lagt på VIP – og selve servicen blev aldrig lukket,« oplyser direktøren i Region Hovedstadens Center for Sundhed, Anne Skriver Andersen, i et skriftligt svar sendt via regionens presseafdeling.

På er opfølgende spørgsmål om, hvad 'servicen' dækker over, fik vi ca. halvanden uge senere følgende svar med Anne Skriver Andersen som afsender. Igen sendt via regionens presseafdeling:

»Med servicen henvises til muligheden for at lave en tilføjelse til telefonsvarerbeskeden ved Akuttelefonen 1813. Det skal igen understreges, at arbejdsgangen aldrig har været i brug, da det udelukkende har været en arbejdsgang, vi har overvejet at effektuere. Det er derfor en fejl, at papiret er på vip.regionh.dk.«

»… alene været muligt at lave en tilføjelse til telefonsvarerbeskeden«

Vejledningen taler ikke bare om at lave en tilføjelse til telefonsvareren, men også om åbning/lukning/viderestilling’.

Vi har spurgt Region Hovedstaden, om det - såfremt man har haft de ekstra koder - også været muligt at tilgå funktioner til åbning/lukning/viderestilling af 1813.

Ifølge et svar fra Anne Skriver Andersen lader dette dog ikke til at være tilfældet.

»Ved at følge vejledningen og have de ekstra koder har det alene været muligt at lave en tilføjelse til telefonsvarerbeskeden ved Akuttelefonen 1813. Ligesom ved de foregående spørgsmål skal det igen understreges, at arbejdsgangen aldrig har været i brug, da det udelukkende har været en arbejdsgang, vi har overvejet at effektuere.«

Selvom arbejdsgangen altså ikke har været taget i brug, så har det været muligt i en længere periode at ringe til det eksterne nummer og ændre på telefonsvarerbeskeden, såfremt man har været i besiddelse af »ekstra koder«, som altså ifølge Region H ikke har været at finde på VIP.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Dokumentet med beskrivelsen af arbejdsgangen har været tilgængelig på VIP fra 28. maj 2015 til 26. oktober 2017, og det har i stort set hele perioden været muligt at lave en tilføjelse til telefonsvarerbeskeden ved Akuttelefonen 1813 ved hjælp af ekstra koder, som ikke er tilgængelige på vip.regionh.dk.«

Gældende fra 22. august

Ifølge Region H beskriver vejledningen altså en arbejdsgang, som aldrig har været sat i værk. Men af en tekst i bunden af selve vejledningen (en PDF-fil) fremgår det, at der er tale om version 1, og at den er gældende fra 22. august 2017.

Desuden har det fremgået af en dokumentliste i VIP-systemet, at vejledningen skulle være gældende fra 13. september. Altså indtil for nyligt.

Anne Skriver Andersen forklarer, at dokumentet - der altså aldrig skulle have været publiceret - er blevet datostemplet i forbindelse med en revideringsproces.

»I Region Hovedstadens Akutberedskab reviderer vi løbende vores vejledninger, politikker m.m. Dokumentet med beskrivelsen af arbejdsgangen blev efter sidste revision gældende fra 22. august 2017 lagt på VIP den 13. september 2017,« oplyser Anne Skriver Andersen.

Version2 har ikke testet validiteten af oplysningerne i den vejledning, som har ligget tilgængelig på vip.regionh.dk, før vi kontaktede Region Hovedstaden, som efterfølgende lukkede ned for både det eksterne og interne telefonnummer.

Derfor kan vi heller ikke sige med sikkerhed, præcist hvilket menu-system det har været muligt at få adgang til ved at ringe til det eksterne nummer, der nævnes i vejledningen.

Ligesom vi heller ikke med sikkerhed kan sige, hvor langt det har været muligt at komme i forhold til administration af 1813 alene via de oplysninger, der har ligget frit fremme på vip.regionh.dk

3 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
1. november 2017 kl. 14:01

... så ligner alle problemer søm.

Alle har problemer med hvor de gemmer information med forskellig sikkerheds klassifikation. Det være sig service passwords, procedurer, servernavne, konfigurations beskrivelser, etc. Hvis man kun har et sted at gemme det (fx. intranettet) så ender det der ... sammen med menuen fra kantinen, outdatede dokumenter om julefesten, og andet.

1
1. november 2017 kl. 06:58

"Bilaget var et arbejdspapir, som beskrev en arbejdsgang, som DPV (Den Præhospitale Virksomhed, red) på et tidspunkt overvejede at effektuere. Det blev dog besluttet, at arbejdsgangen var for besværlig. Alligevel blev bilaget ved en fejl lagt på VIP – og selve servicen blev aldrig lukket,"

Så hvis arbejdsgangen ikke havde været for besværlig, så havde det ikke været en fejl at have det liggende på VIP, og så var det blevet liggende? Og selv om arbejdsgangen ikke var effektueret, så havde man allerede oprettet servicen? Eller hvad er det egentligt, hun siger?