Ingeniørforeningen: Danmark skal være testlaboratorium for kunstig intelligens

Det er urealistisk, at de store internationale 'disruptions' kommer fra Danmark. I stedet bør vi satse på vores evner til at bidrage med dét, vi er bedst til, lyder det i en rapport fra Ingeniørforeningen.

Danmark skal være parat til at håndtere de samfundsændringer, som udviklingen inden for kunstig intelligens vil føre med sig. Det kræver politisk handling, og her er det vigtigt, at det politiske system forstår potentiale og risiko forbundet med kunstig intelligens.

Det er én af hovedkonklusionerne - og baggrunden for - at Ingeniørforeningen har fået Teknologisk Institut til at udarbejde en undersøgelse af, hvilke udfordringer Danmark kommer til at stå over for, når kunstig intelligens forandrer en stribe traditionelle erhverv og forretningsområder.

Undersøgelsen består blandt andet af en række kvalitative interviews med eksperter samt en kvantitativ undersøgelse blandt Ingeniørforeningens medlemmer.

Teknologisk Institut har blandt andet spurgt til, hvordan Danmarks potentiale inden for en ny global industri baseret på kunstig intelligens ser ud.

Her er konklusionen, at Danmark ikke skal forvente at være foregangslandet, hvorfra de nye 'disruptive' teknologier vil komme. I stedet bør vi satse på vores kompetencer i forhold til 'inkrementel innovation', hedder det i rapporten fra Ingeniørforeningen.

Det dækker blandt andet over, at Danmark historisk har været et godt marked at teste nye teknologier på, ligesom danske virksomheder også er gode til at bidrage til andres teknologier ved eksempelvis at implementere totalløsninger eller udvikle nicheprodukter.

Derfor bør Danmark satse på at positionere sig som et 'avanceret testlaboratorium' for skalerbare løsninger bygget på kunstig intelligens.

IDA: Understøt udviklingen af nichevirksomheder

Forudsætningen for, at det kan lade sig gøre, er dog, at Danmark er i stand til at understøtte udvikling af eksempelvis nichevirksomheder gennem samfundets digitalisering. Her kan samarbejde mellem den offentlige og private sektor være en hjælp.

Men samtidig bør der også fra politisk hold tages hånd om de udfordringer, der følger med kunstig intelligens. Der bør eksempelvis sikres en prioritering inden for datasikkerhed og datatransparens inden for implementering af relevant lovgivning.

I rapporten anbefales det også, at der fra politisk side 'udvises rettidig omhu' ved at sætte initiativer i søen allerede nu som eksempelvis deltagelse i internationale politiske fora vedrørende standarder. Samtidig bør Danmark sørge for at udarbejde en national vision og et roadmap for anvendelsen af kunstig intelligens.

På det sidste punkt har den nye regering til dels imødekommet et konkret forslag i rapporten om at nedsætte en taskforce til at udmønte en strategi på området. I regeringsgrundlaget er aftalt nedsættelsens af et 'disruptionråd', som skal beskæftige sig med blandt andet digital omstilling i det globaliserede samfund.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anne-Marie Krogsbøll

Her føler jeg for anden gang i dag behov for at henvise til den spændende artikel på Altinget:
"http://www.altinget.dk/artikel/forsker-ipads-i-folkeskolen-skaber-ikke-f...

Ikke alt nyt er godt....

"Der bør eksempelvis sikres en prioritering inden for datasikkerhed og datatransparens inden for implementering af relevant lovgivning."

Ja, det bør der.... men det kommer jo ikke til at ske... Det kommer i hvert fald ikke øverst på prioriteringslisten (måske som nr. 14?), for så er der alt for mange "innovative" projekter, der sikkert aldrig bliver til noget, og det kan vi jo ikke have.

  • 1
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize