Politiets sjusk med teledata har ikke ledt til fejl i straffesager, har den Uafhængige Kontrol- og Styregruppe konkluderet efter at have gennemgået omkring 5.000 sager.
Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Gruppen begyndte at undersøge sager i teledata-skandalen 2. juli 2019, efter at det kom frem 19. juni samme år, at der var fejl i Rigspolitiets databehandlingssystem. Systemet konverterede rådata fra teleselskaber til et mere overskueligt format, men data, der ikke skulle frasorteres i processen, røg alligevel i skraldespanden.
Systemet kørte i årevis, og fejlen kunne derfor have påvirket op mod 5.000 straffesager og en række ikke-prioriterede sager i gruppens gennemgang. Justitsministeren indstiller gennemgangen af de ikke-prioriterede sager efter opfordring fra gruppen.
»Gennemgangen af sager har kostet mange ressourcer, men det har været helt nødvendigt for at sikre tilliden til vores myndigheder og til retssystemet. Nu står vi et sted, hvor vi kan afslutte gennemgangen og i stedet bruge de mange ressourcer, som har været brugt hos politi og anklagemyndighed, til den fremadrettede indsats med at holde Danmark trygt,« udtaler justitsminister Nick Hækkerup (S) i pressemeddelelsen.