Ingen grund til panik: Danske it-jobs i finanssektoren bliver i Danmark

En forudsigelse om massiv outsourcing af danske it-finansjobs er gjort til skamme. I forvejen er op mod 3.000 finans-it-jobs flyttet til udlandet.

Det så ikke lovende ud for danske it-folk i den finansielle sektor, skulle man tro en undersøgelse fra 2010.

Hver anden medarbejder kunne blive outsourcet, lød forudsigelsen, som forskere fra Handelshøjskolen Aarhus School of Business stod bag.

Men nu er der mere optimistiske toner fra Finansforbundet, som har fået resultaterne hjem fra en ny undersøgelse af arbejdsmarkedet for finans-it. Det skriver forbundet i et nyhedsbrev.

I rapporten fra Oxford Research er billedet et helt andet, skriver Finansforbundet i en pressemeddelelse, og at hver anden it-medarbejder skulle kunne outsources, bliver klart afvist.

It-opgaver er dog stadig dem, som oftest outsources, og mange danske banker har også valgt at skille it-funktionerne ud i selvstændige firmaer, som så gennem fusioner er blevet til store selskaber som BEC og Bankdata. Disse tæller som outsourcing, også selvom bankerne selv ejer selskaberne.

Offshoring, altså hvor opgaven flyttes til arbejdskraft uden for Danmark, er også allerede udbredt. Danske Bank har alene 516 it-folk ansat i Indien, og samlet er der 2000-3000 it-stillinger, som gennem årene er blevet flyttet til udlandet.

Finanssektoren er den mest it-intensive branche i landet. Hver femte danske it-professionelle arbejder med finans-it, og hver tiende ansatte i finanssektoren arbejder med it.

Læs rapporten fra Oxford Research (pdf)

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Nicolai Nyberg

Jeg savner lidt perspektivering i artiklen.

Det hjælper ikke blot at tælle alle it-ansatte i finanssektoren, da den danske finanssektor er repræsenteret af selskaber med forskellige forretningsområder. Eksempelvis er det ikke alle selskaber, hvor lokallovgivning (læs: dansk lovgivning) er lige vigtig, og dermed er behovet for lokal ekspertise ikke ens.

Der er givetvis bank-opgaver af en sådan generel karakter, hvor opgaven kan off-shores til et land med billigere produktionsomkostninger; eksempelvis renteberegning, settlements, risk-management. Men hvad der spares ved udvikling af de aktiviteter off-shore skal dog holdes op med de marginalt øgede (min tese) omkostninger til integration, når de off-shore-udviklede features skal integreres med de lokalt-udviklede features.

Artiklen handler ikke om off-shore generelt, så jeg vil afstå fra at gå yderligere ind i en debat af, hvorvidt off-shoring af it-aktiviteter er en god eller en dårlig ting.

  • 0
  • 0
Peter Johan Bruun

Tak for en interessant artikel og et endnu mere interessant link til rapporten fra Finansforbundet.

Noget jeg hæfter mig ved er at Danske Bank ifølge rapporten er gået i offensiven og offshoret 516 IT-drift og IT-udvikler jobs. Hvor i mod Nordea har valgt en mere forsigtig approach og kun offshoret 150 IT-drift og IT-udvikler jobs. (der står 300 i toppen af rapporten men længere nede bliver tallet korrigeret til 150, da andre 150 er manuelle rutiner så som håndtering af kontanter m.m.)

Gad vide om det har haft indvirkning på de to selskabers bundlinie. I hvertfald så har Danske Bank haft det noget sværere end Nordea de forgangne år mens finanskrisen har stået på.

Ikke at jeg kan afgøre præcis hvorfra højere omkostninger og faldende indtjening stammer fra. Men omvendt kan man ikke undgå at få tanken når der samtidigt længere nede i rapporten er at finde et citat som følgende:

Den danske it-underleverandør Bankdata
har været oppe på ca. 20 IT-medarbejder
i Indien, og beskæftiger aktuelt under 10.
Direktør i Bankdata Lene Weldum fortæller, at Bankdata har erfaret, at det har
været svært for dem at få deres offshoring
op i en skala, som er økonomisk rentabel.
Samtidig har de oplevet, at de med offshoring har haft et informationstab på tværs
af landegrænserne. Derfor er det ifølge
Lene Weldum essentielt, at der er en tilstrækkelig volumen, når man offshorer.

Det er et langt mere troværdigt udsagn i forhold til mange af de andre favorable udsagn fra diverse direktører der er at finde andre steder i rapporten. Man skal huske på at der er prestige og karriere bundet på at sætte 516 udviklere igang. I den sammenhæng er bundlinien et langt bedre pejlemærke.

Mvh, Peter J. Bruun
www.cobolprogrammer.dk

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere