It-værktøj skal blotlægge huller i virksomhedernes værn mod industrispionage

Danske virksomheder vil med nyt it-værktøj få et billede af deres fysiske sikkerhed, it-sikkerhed, personsikkerhed og rejsesikkerhed til brug for værnet imod industrispionage.

Et nyt værktøj skal gøre danske virksomheder mere bevidste om deres beredskab mod industrispionage - og samtidigt give gode råd til bedre beskyttelse.

»Danske industrivirksomheder står med seriøse udfordringer i forhold til industrispionage, når det gælder kampen mod konkurrenter, kriminelle og fremmede stater,« siger adm. direktør i Industriens Fond, Mads Lebech ifølge en pressemeddelelse. Fondet støtter projektet.

Værktøjet vil kortlægge blandt andet virksomhedens sikkerhed i forbindelse med: governance, management, beredskab, fysisk sikkerhed, IT-sikkerhed, personsikkerhed og rejsesikkerhed. Dermed lægger det sig i naturlig forlængelse af andre mere specifikke værktøjer på markedet, blandt andet inden for IT-sikkerhed.

Mads Lebech erkender, at det for mange virksomheder er vanskeligt at tage hul på - og få overblik over - opgaven med at beskytte forretningen mod industrispionage.

»Det gælder både mentalt og i praksis. Et digitalt selvhjælpsværktøj kan udgøre det første praktiske skridt i retning mod både at tage stilling til virksomhedens sikkerhed og igangsætte en indsats hen imod øget robusthed over for angreb. «

I sidste ende bidrager en korrekt afbalanceret sikkerhedsindsats til danske virksomheders konkurrenceevne og gavner forudsætningerne for både at skabe og fastholde arbejdspladser herhjemme

Industrispionage har mange ansigter. Men hvad angår alvorlig it-industrispionage er Danmark bestemt ikke gået fri. F.eks. blev Novozymes angrebet i 2012, angiveligt ved spearphishing i form af en målrettet mail til en person i virksomheden, der åbnede en port til netværkets hemmeligheder. I to måneder havde de kriminelle adgang til forretningskritiske data.

Terma har også været genstand for spionage efter et it-indbrud. Her har kineserne beviseligt været inde og stjæle særdeles følsomme oplysninger og viden.

Læs også: Globalt cyberforum: Skab et globalt varslingssystem imod cyberkriminalitet

Projektet støttes af Industriens Fond, der generelt mener, at små og mellemstore danske industrivirksomheder i stigende grad bliver ofre for industrispionage.

Det truer den danske konkurrenceevne og udhuler virksomhedernes vækstpotentiale. På den baggrund har Industriens Fond netop besluttet at finansiere udviklingen af en kombineret selvtest og toolbox, der skal styrke danske industrivirksomheders beskyttelse mod industrispionage.

Spørgsmål afdækker sårbarhed

Projektet består først og fremmest i udviklingen af et digitalt værktøj til danske industrivirksomheder, så de dels får overblik over deres aktuelle beskyttelse imod industrispionage, dels udstyres med konkrete anbefalinger til at forbedre eller udvikle passende værn mod spionage.

Det nye digitale værktøj - med arbejdstitlen CounterSpy - vil bygge på erfaringer fra blandt andet efterretnings- og sikkerhedstjenester i ind- og udland og vil dække alle områder af sikkerhed med relevans for industrispionage. Virksomheder vil først skulle besvare en række spørgsmål, og på basis af svarene genererer værktøjet en statusrapport, og herefter opstiller værktøjet en række individuelle, gode råd, som virksomhederne herefter anbefales at arbejde videre med.

Bag projektet står efterretnings- og sikkerhedsvirksomheden Certa Intelligence & Security A/S, der er grundlagt af blandt andre tidligere chef for PET, Jakob Scharf.

Jakob Scharf, direktør i Certa, siger om initiativet:

»Det er tvingende nødvendigt, at private virksomheder mere aktivt forholder sig til, hvordan de effektivt forebygger, sikrer sig imod og imødegår industrispionage. Med udviklingen af dette nye, digitale værktøj er det vores hensigt at skærpe opmærksomheden mod industrispionage ved at bevidstgøre virksomheder om trusler og risici samt ikke mindst deres aktuelle beskyttelsesniveau. Samtidig udstyrer vi virksomhederne med vejledende, gode råd til, hvordan de videre arbejder med at øge deres sikkerhed.«

Følg forløbet

Kommentarer (2)

Andy Fischer

...det bliver desværre hurtigt en sovepude for ledelsen. De får nogle fine grafer som overbeviser dem om, at sikkerheden er i orden, og kan derefter vende det blinde øje til. Når så et angreb opdages, kan de med sindsro sige, at de har gjort alt hvad de kunne, og umuligt kunne have forhindret det.

Med andre ord: ingen forbedring af den faktiske sikkerhed i organisationen. Jeg har gennem årene arbejdet med mange virksomheder som bare ville have papirarbejdet i orden, uden at skulle igennem de problemer det giver at øge det faktiske sikkerhedsniveau.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen