Indisk quick-fix til storbank: Umuligt at finde 500 it-konsulenter i Norge

Det var urealistisk for den norske bank DNB at ansætte alle de konsulenter, der skulle til at udvikle og drive selskabets it-platforme samtidig med udviklingen af nye produkter. Derfor fandt banken en ekstern partner.

Da Den Norske Bank, DNB, stod over for at skulle udvide til nye markeder, stod selskabet samtidig med en udfordring på it-siden. Det ville kræve flere it-konsulenter, end det var realistisk at tiltrække på det norske marked.

»I Norge er det vanskeligt. Vi skulle bruge mellem 300 og 500 it-konsulenter, og det ville gøre et kraftigt indhug på det norske konsulentmarked,« fortæller teknologichef Øyvind Trangerud fra DNB til Version2.

Derfor valgte banken at se på, om det var muligt at finde en anden model, som tillod banken både at udvikle nye produkter til nye markeder og til at vedligeholde og udvikle på de eksisterende platforme.

I første omgang har det ført til et nyt strategisk samarbejde med indiske Tata Consulting Services, TCS, hvortil DNB nu outsourcer udviklingsarbejdet på de bagvedliggende produktionssystemer.

Læs også: SAS sparer 600 millioner på at droppe CSC

»Vi ligger tungt på outsourcing allerede, hvor vi i mere end 10 år har outsourcet vores infrastrukturdrift, men kørt udviklingsarbejdet in-house,« siger Øyvind Trangerud.

Outsourcing er ikke ukendt i finansverdenen, og det er strategiske partnerskaber heller ikke. I dette tilfælde er det særlige dog, at DNB overlader et løbende arbejde med eksempelvis at optimere transaktionsplatformene til en ekstern leverandør.

Den type samarbejde ses oftere mellem banker, der går sammen om et fælles system, men denne gang valgte DNB altså en traditionel it-leverandør i forhold til eksempelvis den model, som kendes fra Nets, der står bag blandt andet Betalingsservice og Dankortet i Danmark.

»I Norge har vi også Nets, som vi køber tjenester fra. Men her ville vi gerne prøve at læne os op ad nogle kommercielle strukturer,« siger Øyvind Trangerud.

Set fra TCS' perspektiv, er den nye aftale med DNB første skridt inden for et nyt marked for dyberegående it-ydelser til de nordiske banker, som ønsker at udvide til det europæiske marked.

»Kampen om kunderne bliver flyttet fra de bagvedliggende systemer til de produkter, kunderne møder. Det er dér, innovationen skal ske. De bagvedliggende systemer skal stadig være effektive og robuste, og der kan bankerne få brug for innovation fra specialister,« siger nordisk chef, Amit Bajaj, fra TCS til Version2.

Han forventer, at flere banker vil gå bort fra at stå for alle applikationer selv og i stedet overlade det til partnerskaber med eksterne leverandører.

»Vi kan levere innovation i kerneprocesserne og gøre dem mere effektive. Det er dér, der ligger et potentiale for storskaladrift. Disse kernekomponenter udgør måske 60 til 80 procent,« siger Amit Bajaj.

Ifølge TCS vil samarbejdet med DNB indebære, at TCS vil arbejde på at forenkle DNB's applikationer og gøre dem mere stabile ved, at TCS' konsulenter analyserer applikationerne og driften. I forhold til kerneapplikationer til eksempelvis transaktioner vil banken frem over fungere mere som integrator end som udvikler.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere