Hvis du er en af de mange Windows-brugere, der har skyet Windows 10, så er der god grund til at tjekke op på dine opdateringsindstillingerne. Fra denne uge er den nyeste udgave af styresystemet blevet til en 'anbefalet opdatering' frem for et muligt tilvalg.
Det skriver The Register.
Ændringen betyder, at computere, der er indstillet til at opdatere automatisk, automatisk vil hente et par gigabytes og installere Windows 10. Det anbefalede styresystem sniger sig altså ind på alle computere, der er indstillet efter Microsofts anbefaling for ikke at gå glip af vigtige opdateringer.
Selv hvis man manuelt installerer sine opdateringer, er der grund til at holde ekstra øje. Windows 10-opdateringen vil nemlig være krydset af automatisk på forhånd - klar til et klik på 'OK'.
Microsoft understreger, at ingen brugere vil blive tvunget over på det nye styresystem. Det vil også være muligt at droppe Windows 10 inden for de første 30 dage, hvis man ikke bryder sig om det, lover it-giganten.