Microsofts styresystem til smartphones, Windows Phone, er nu det tredjestørste ifølge en opgørelse fra analysefirmaet IDC.
Det er dog en meget fjern tredjeplads, idet Microsofts platform i årets første kvartal havde en markedsandel på 3,2 procent. Det er langt fra den suveræne nummer ét, Googles Android, som blæser fra konkurrenterne med en markedsandel på 75 procent.
Det er betydelig fremgang for Android, som i samme kvartal sidste år havde en markedsandel på 59 procent. Apples iOS er gået lidt tilbage fra 23 procent af markedet til 17,3 procent ifølge IDC. Målt i antal solgte telefoner er Apple dog gået en smule frem fra 35 millioner telefoner til 37 millioner.
Til sammenligning blev der i kvartalet solgt 162 millioner telefoner med Android og blot syv millioner med Windows Phone.
Microsoft har dog for første gang overhalet Blackberry og gik betydeligt frem fra tre millioner telefoner for ét år siden. Blackberry har dog for nylig lanceret en ny udgave af selskabets styresystem, hvilket kan have påvirket selskabets salg i første kvartal.
Alle andre platforme som Linux i andre afskygninger end Android samt Symbian er gået kraftigt tilbage ifølge IDC.
Blandt producenterne er det Samsung, der er suverænt størst med en 41,1 procent af de solgte Android-telefoner, og ifølge IDC har alle øvrige Android-producenter blot éncifrede markedsandele. Endnu mere dominerende er Nokia blandt Windows Phone, hvor der står Nokia på næsten 80 procent af telefonerne.