
LONDON. HP bevæger sig nu ind på et nyt servermarked, som ifølge it-giganten vil handle om mange små servere, der er specialbygget til et bestemt formål, og samlet på meget lidt plads i datacenteret. Men det betyder ikke, at alle datacentre bliver erstattet med servere som HP's Atom-baserede Moonshot.
»Realistisk set vil det først være interessant, hvis du har mere end 2.000 servere, og du samtidig har medarbejderne med de nødvendige kompetencer,« siger analysechef Giorgio Nebuloni fra IDC's Enterprise Server Group til Version2.
En større tendens
HP's Moonshot er en del af en større tendens, som også omfatter eksempelvis AMD's Seamicro-servere samt Google, der bygger sine egne servere, der er optimeret til de opgaver, serverne skal løse.
Fælles for denne nye kategori er, at serverne bygger på processorer med lavt energiforbrug som eksempelvis Intels Atom-processorer eller processorer baseret på ARM-arkitekturen.
Det er med andre ord i bund og grund den samme hardware, som man finder i smartphones og tablets.
Det betyder, at man ikke får den samme kraftige ydelser pr. processor, som man ville med Intels Xeon, AMD's Opteron eller IBM's Power-processorer. Til gengæld kan man få mange servere med et lavt energiforbrug, og som ikke optager meget plads.

»Disse servere har ikke længere motherboards, men snarere noget, man kunne kalde daughterboards,« siger Giorgio Nebuloni.
Det betyder, at serverne deler flere komponenter såsom strømforsyninger, netværk og køling i endnu højere grad end blade-servere. Samtidig er der færre chips pr. server, fordi platformen bygger på System-on-chip, hvor flere chips er bygget sammen.
»Når du har mange forskellige chips på et bundkort, men du ikke udfører særlig meget regnearbejde i forhold til de data, der kommer ind, så spilder du energi i form af varme,« siger seniorteknolog Paolo Faraboschi fra HP Labs til Version2.
Det var grunden til, at HP valgte at se på system-on-chip-platformene fra de mobile enheder til Moonshot-serverne. Der er dog også en bagside ved disse processorer.
»Du har brug for 64 bit til at understøtte serverprodukter. Det findes nu i Atom, men det er først de næste udgaver af ARM, der får 64 bit,« siger Giorgio Nebuloni.
Interessant ved hurtig ekspansion
HP forventer, at Moonshot vil gøre det muligt at introducere nye typer servere til platformen i takt med, at nye processorer bliver lanceret.
»Der er nogle statiske web-frontends, som vil køre fint på 32-bit ARM, men andre vil kræve 64 bit. Den første server, vi har lavet, er med en enkelt Atom-processor. De næste vil være forskellige udgaver med fire processorer og processorer med otte kerner. Her har vi først fokuseret på ét bestemt marked,« siger underdirektør Paul Santeler fra HP's Hyperscale-forretning, til Version2.
Selvom mange er interesseret i at benytte lavenergiprocessorer i servere, så er HP's Moonshot primært rettet mod dem, der står over for i løbet af de næste år at skulle udvide serverkapaciteten de næste år i et tempo, hvor de vil skulle bygge helt nye datacentre bare for at få plads til serverne.
»Hvis du bare vil have ét Moonshot-chassis, så har du sandsynligvis ikke den type applikation, som skal skaleres i den størrelse, men der vil være nogle kunder, som vil starte med ét chassis og så vokse derfra,« siger Paul Santeler.
For en it-leverandør som HP kan det også være livsvigtigt at få fodfæste på denne del af markedet. Ifølge IDC vil det nemlig være inden for kompakte lavenergiservere, at væksten på servermarkedet skal findes i løbet af de næste år.
IDC forventer, at servermarkedet målt i antal solgte enheder vil ligge nogenlunde stabilt de næste år, men især tower-serverne vil forsvinde, og det tab vil blive lidt mere end blot opvejet af væksten blandt de ultrakompakte servere.