IDC: HP skal sælge pc-forretningen hurtigt for at undgå hjerneflugt

Hvis HP's beslutter at sælge pc-forretningen, så skal der findes en køber hurtigt. Ellers risikerer selskabet at miste de folk, der har gjort HP til verdens største pc-producent.

HP overvejer nu, hvad der skal ske med selskabets pc-forretning, som i dag står for knapt en tredjedel af koncernens omsætning. Pc-divisionen kan enten blive skilt ud som et selvstændigt selskab, blive splittet op eller solgt fra som en samlet enhed.

Læs også: HP i drastisk kursskifte - vil droppe pc'erne og WebOS

Under alle omstændigheder skal HP ikke tænke sig om for længe, advarer analysefirmaet IDC.

»HP skal rykke hurtigt med at få solgt eller skilt Personal Systems Group ud. Den usikkerhed, som HP nu har skabt med udmeldingen, vil uden tvivl føre til en udvandring af de bedste talenter fra forretningsenheden. Allerede om tre måneder vil pc-divisionen se anderledes ud end i dag, og om halvandet år kan den være uigenkendelig,« skriver IDC i en pressemeddelelse.

IDC advarer især om, at usikkerheden om gruppens fremtid kan få virksomhedskunderne til at holde igen med at købe ind hos HP. De fleste store virksomheder foretrækker leverandører med langsigtede produktplaner og garanti for fortsat understøttelse for de produkter, de køber.

Derfor forventer IDC også, at HP vil vælge en langsigtet overgangsplan for Personal Systems Group i lighed med den, IBM indgik med Lenovo, da IBM i 2004 solgte dets pc-forretning til den dengang uden for Kina ukendte kinesiske producent.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere