De to konkurrerende mobilplatforme Google Android og Microsoft Windows Phone vil være de eneste, der har raget større andele af smartphone-markedet til sig i 2014, spår analysevirksomheden IDC i en ny undersøgelse.
Til gengæld vil de andre store spillere på markedet som Research In Motion med sin Blackberry, Apple med sin iPhone samt Nokia have oplevet et egentligt fald i væksten, når vi når frem til 2014, vurderer IDC.
Frem til 2014 forventer analysevirksomheden, at Googles Android har gennemgået en vækst i markedsandele på 51,2 procent - fra 16,3 procent i 2010 til 24,6 procent af smartphone-markedet i 2014.
»Android er dét wild card, der fortjener stor opmærksomhed i resten af 2010 og i de kommende år,« udtaler senioranalytiker Ramon Llamas, IDC, i en pressemeddelelse.
Han peger på, at mobilproducenter synes godt om Android, fordi platformen lader dem skræddersy deres eget bud på en smartphone-oplevelse, sammenlignet med for eksempel Apples noget mere tilknappede iPhone-platform.
»Nu hvor HTC og Motorola (og Samsung m.fl., red.) er kommet med deres egne Android-mobiler, vil andre producenter som Dell, Kyocera og LG Electronics snart hjælpe med at få Android-markedet til at vokse,« udtaler Ramon Llamas.
Men også kategorien Windows Mobile, hvor Microsofts nye mobilplatform Windows Phone 7 må antages at høre ind under, går lysere tider i møde. Ifølge IDC ventes Windows Mobile at gå fra 6,8 procent af markedet i år til 9,8 procent i 2014.
I hårde tal vil markedsandelen af resten af de store mobilselskabers platforme fordele sig således i 2014, ifølge IDC:
Nokias Symbian er stadig markedsførende med en andel på 32,9 procent, hvilket dog er et fald på 18 procent i forhold til de nuværende 40,1 procent i 2010.
Symbian har I mange år været Nokias 'hus-mobilplatform', men blev tidligere på året lagt ud som et open source-projekt under organisationen Symbian Foundation. Nokia satser i stedet på sin egen, Linux-baserede Meego-platform til smartphone-markedet, hvorfor Symbians nedadgående kurve måske ikke overrasker.
**LÆS OGSÅ **Frit slag for alle: Nu er Symbian rendyrket open source
Blackberry OS fra Research In Motion vil have oplevet et mere beskedent fald på 3,5 procent i 2014, hvilket bringer selskabet ned på 17,3 procent i 2014 sammenlignet med 17,9 i 2009.
For Apples IOS lyder forudsigelserne til gengæld på intet mindre end et fald på 25,8 procent i 2014, hvilket bringer Apple ned på en markedsandel på 10,9 procent fra 14,7 procent i år.
Ifølge IDC ser smartphone-markedet dog stadig rigtigt sundt ud for resten af 2010 og 2011.
Salget af smartphones på verdensplan i første halvår af 2010 lyder på 119,4 millioner enheder, hvilket er en stigning på over 55 procent sammenlignet med 2009, oplyser IDC.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.