IDA, IT-Branchen og Prosa i fælles front: Nationalt råd må sikre flere med it-uddannelse

Tre store danske teknologiforeninger foreslår et nationalt it-kompetenceboard, der skal overvåge og videreformidle erhvervslivets behov for digitale kompetencer.

Der mangler allerede over 3.000 it-specialister i Danmark, og regeringen forventer, at der i 2030 vil mangle 19.000. En mangel, der i 2015 tvang hver tredje it-virksomhed til helt at opgive at besætte ledige it-stillinger, og som sætter en stopper for Danmarks digitale ambitioner.

Derfor foreslår IT-Branchen, Prosa og IDA, at der nedsættes et permanent og nationalt it-kompetenceboard, der er et råd, som skal overvåge og videreformidle erhvervslivets behov for digitale kompetencer, så undervisning, uddannelse og efteruddannelse løbende kan tilpasses de fremtidige behov på arbejdsmarkedet.

»Vi mangler en samlet strategi for, hvordan vi sikrer os de nødvendige digitale kompetencer. Behovet for it-kompetencer vokser voldsomt, og samtidig udvikler det sig hurtigt. Så hvis vi skal kunne møde fremtidens behov, er vi nødt til at have en samlet, men agil plan, der rækker over både undervisning, uddannelse og efteruddannelse,« siger Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

Manglen på it-specialister betyder, at 43 procent af it-virksomhederne simpelthen må udskyde videreudvikling og innovation, fordi de ikke kan skaffe nye folk.

»Manglen på kompetencer gør, at virksomheder bliver nødt til at sige nej til opgaver, og det går ud over Danmarks konkurrenceevne og vækst,« siger Mette Lundberg.

Der uddannes for få

En af udfordringerne er, at der bliver uddannet for få unge med kompetencer, der efterspørges af erhvervslivet. Og det skal der gøres noget ved.

»For det første er vi grundlæggende nødt til at uddanne flere it-specialister, og her bliver vi nødt til at skabe interessen for it allerede i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Dernæst skal vi sikre, at det er de rigtige kompetencer, vi giver dem på uddannelserne. Det kræver et tæt og løbende samarbejde mellem uddannelserne og erhvervslivet,« udtaler Mette Lundberg.

Initiativet handler altså ikke bare om, at man skal finjustere fagene en lille smule på et par kandidatuddannelser. Det handler om at se og løbende justere på den samlede kompetenceudvikling startende helt fra folkeskolen over ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser til efteruddannelser.

Af samme grund bør det nationale it-kompetenceboard ifølge IT-Branchen, Prosa og IDA forankres i og sekretariatsbetjenes i et tæt samspil mellem Undervisningsministeriet, Uddannelsesministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet samt Beskæftigelsesministeriet.

Medlemmerne af det nationale it-kompetenceboard skal bestå af folk med viden om og legitimitet indenfor it-arbejdsmarkedet.

Det nationale it-kompetence board skal:

  • Monitorere og løbende fremskrive udviklingen i efterspørgslen på digitale kompetencer på arbejdsmarkedet byggende på regeringens kortlægning 'Virksomheders behov for digitale kompetencer'
  • Kortlægge sammenhængen mellem udviklingen i behovet for digitale kompetencer og erhvervelsen af disse kompetencer på tværs af undervisning, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og efteruddannelser
  • Styrke et kvalitetssikret og efterspørgselsstyret udbud af uddannelse og efteruddannelse
  • Udvikle anbefalinger med henblik på at sikre en sammenhængende strategi for etablering af de nødvendige digitale kompetencer på de forskellige undervisnings- og uddannelsesniveauer og på et kontinuerligt fokus på match ml. udviklingen i arbejdsmarkedets behov og uddannelserne
  • På baggrund af fremskrivninger og anbefalinger årligt opdatere den samlede strategi for Danmarks digitale kompetencer

Læs debatoplægget her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Alexander RRR

Ligesom så mange tidligere artikler nævnes der kun "IT-specialister". Dybest set kan en IT-specialist være lige fra a til z..

Jeg har en god fornemmelse af hvilke "IT-specialister", der efterspørges, men er det ikke snart på tide, at typen nævnes i disse artikler?

Så har eks. de personer, der måske pønser på at uddanne sig inden for IT, en chance for at ramme rigtigt uden at havne i en blindgyde :-)

  • 5
  • 0
Niklas Larsen

At virksomhederne akut mangler IT-uddannede personer (og som Alexander skriver, er efterspørgelsen nok højere på visse specialister end andre) fornemmede jeg hurtigt!

Jeg blev færdig med min bachelor fra universitet denne sommer, og ved langt de fleste linjer er en bachelor næsten værdiløs uden en kandidat. Men som softwareudvikler uden nogen erfaring, og kun med et eksamensbevis på en bacheloruddannelse (og uden prangende karaktere) stod virksomhederne alligevel i kø for at give mig et job.

Så selvom det selvfølgelig er synd og skam at Danmark i den grad mangler fokus på at få uddannet "IT-Specialister" (et dårligt dækkende ord hvis I spørger mig) så er det jo dejligt for os der kan få lov at vælge og vrage.

  • 0
  • 0
Jonas Finnemann Jensen

Jeg tror det er svært at lærer de tunge teoretiske emner gennem praktisk arbejde. Emner som TCP congestion control eller asymptotisk kompleksitet bliver bare ikke brugt til hverdag. 5 års teori kan ikke indhentes med et par kurser her og der.

Hvordan forestiller du dig at man kunne opbygge sådan et program?

De praktiske ting som sprog og frameworks kan de fleste jo nemt lære. Det er bare et åbne en laptop og gå igang.

  • 0
  • 0
Mette Lundberg

God pointe, vi skal netop være skarpere på, hvilke it-specialister der er efterspurgte.
Regeringens redegørelse fra foråret 16 "Virksomheders behov for digitale kompetencer" bekræfter det billede, som vi også kender fra ITB's medlemmer.
Kortlægningen peger på " en generel efterspørgselstendens, som går mod øget fokus på IKT-specialister med kompetencer indenfor konstruktion, planlægning og systemdesign, herunder især en øget efterspørgsel efter udviklere, systemanalytikere og IT-arkitekter". Og det er jo blandt andet den slags analyser, vi fremadrettet skal blive bedre til at bruge til at guide de unge i retning af de it-uddannelser, der er efterspurgte.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere