ICANN nægter at slette russiske domæner: Vil udhule tilliden til internettet
Internet Corporation for Assigned Names and Numbers (ICANN), der varetager den overordnede administration af domænenavnesystemet på internettet, vil ikke efterkomme anmodningen fra den ukrainske første vicepremierminister og minister for digital omstilling, Mykhailo Fedorov, om at slette russiske domæner.
Det vil udhule tilliden, der understøtter, at internettet kan forblive funktionelt, lyder argumentationen.
Det skriver Ars Technica på baggrund af et brev fra adm. direktør i ICANN Göran Marby til Mykhailo Fedorov.
Læs også: Ukraine beder ICANN om at slette alle russiske domæner
»Vores mission strækker sig ikke til at give straffe, udstede sanktioner eller begrænse adgangen til dele af internettet - uanset provokationerne,« skriver Göran Marby.
»At foretage ensidige ændringer ville udhule tilliden til multi-stakeholder-modellen og de politikker, der er designet til at opretholde global udveksling og anvendelse af informationer på internettet.«
Konkret anmoder Mykhailo Fedorov om, at domænerne “.ru”, “.рф”, “.su” bliver slettet, og at DNS root-servere, der servicerer Rusland og deres tilhørende TLS/SSL-certifikater, bliver lukket.
De to sidsnævnte dele af anmodningen har ICANN ifølge Göran Marby ikke mulighed for at efterkomme.
Ukraines formål med at begrænse adgangen til russiske dele af internettet er ifølge Mykhailo Fedorov, at det vil få borgere til at søge informationer andetsteds fra end russiske domæner. Flere eksperter advarer dog om, at det ikke vil få den ønskede effekt. Det samme mener Göran Marby.
»Det er kun gennem bred og uhindret adgang til internettet, at borgerne kan modtage pålidelig information og en mangfoldighed af synspunkter. Uanset kilden kontrollerer ICANN ikke internetadgang eller indhold,« skriver han.
