IBM’s Watson stiller op til præsidentvalget

En gruppe, der kalder sig The Watson 2016 Foundation har lanceret en kampagne, der skal gøre IBM’s tidligere stormester i Jeopardy til USA’s næste præsident.

Glem alt om Clinton, Sanders og hele den republikanske skare af præsidentkandidater med Donald Trump i spidsen. USA’s næste præsident hedder Watson og er en robot.

I hvert fald hvis det står til The Watson 2016 Foundation, som ifølge deres hjemmeside ikke har nogen forbindelse til IBM. Gruppen har igangsat kampagnen Watson for President, som skal forsøge at køre robotten i stilling til det ovale kontor. Det skriver PC World.

Watson er en såkaldt Question Answering-robot (QA), som er programmeret til at kunne lagre store mængder data og sortere i den data for at svare på spørgsmål stillet af mennesker.

Læs også: Watson skal lyn-diagnosticere kræftpatienter

»Det er en opgave, som politikere har på daglig basis - inklusiv præsidenten - og det kan blive gjort mere passende og effektivt af en kunstig intelligens,« lyder det fra gruppen bag Watson for President.

Naturligvis en spøg - på en måde

Teknologien blev for alvor bevist i 2011, da Watson besejrede to tidligere stormestre i Jeopardy i USA, og senest har Watson fået job som redningsmand for IBM’s økonomi ved at finde svar på sundhedsspørgsmål.

Læs også: Watson skal redde IBM - og folkesundheden

Det job kan Watson trods alt nok godt fortsætte med at have fokus på.

Præsidentkampagnen er naturligvis blot et gimmick, men idémagerne efterlader alligevel noget stof til eftertanke. Ville der blive truffet mere rationelle politiske valg, hvis verden var styret af en hyperintelligent robot?

»Ligesom mennesker har ansigtsudtryk til at formidle følelser, kan Watson ændre sin visuelle form for at udtrykke graden af sikkerhed i et valgt svar. Ville landet ikke være bedre, hvis alle politikere var så transparente?« skriver Watson for President på deres hjemmeside.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (8)

Anne-Marie Krogsbøll

"Ville der blive truffet mere rationelle politiske valg, hvis verden var styret af en hyperintelligent robot?"

Rationelle? Som i "værdifri"?

Politik kan ikke føres uden at tage stilling til, hvilke menneskelige værdier man lægger vægt på. Hvem skal programmere Watson og til hvad?

Jeg gyser ved tanken...Det er vel dybest set mest rationelt helt at afskaffe mennesker - de er så besværlige....

Anne-Marie Krogsbøll

Der har netop været et indslag om Watsons opstilling på DR2. Studieværten udbryder begejstret, at såfremt Watson var præsident, så ville det jo sikre de objektivt bedste beslutninger uden skelen til personlige interesser....

????????????????????????????????

Hvordan det? Jeg er rystet over, at en journalist kan lukke sådan noget gy..... ud!

Rune Jensen

Som modsvar har Republikanerne opstillet ELIZA - en elektronisk forbedret udgave af Sarah Palin.

Jeg forsøgte at tale med den udelukkende ved at bruge Palin quotes og fik svaret "I'm not sure I understand you fully."

Det siges, at Eliza og Palin engang blev sat til at gennemgå Turing testen. Well, kommer nok ikke som en overraskelse, at Eliza ikke bestod. Mere bemærkelsesværdigt er dog, at det gjorde Palin heller ikke.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer