IBM: Switchen gik amok

Det var en defekt switch, der oversvømmede netværket, som havde ansvaret for IBM's kæmpe-nedbrud i sidste uge. Men der er ikke noget grundlæggende at ændre i firmaets datacentre, siger direktøren.

IBM tager det fulde ansvar for nedbruddet i firmaets datacentre i sidste uge. Det skriver Børsen.

Nedbruddet ramte blandt andet DSV, Danske Bank, Carlsberg og A. P. Møller-Mærsk og betød desuden, at en række offentlige hjemmesider ikke fungerede og var umulige at komme ind på.

Nu står IBM's danske direktør Lars Mikkelgaard-Jensen frem i et interview i Børsen og forklarer, hvad der gik galt.

Den 9. april kl. 12.01 begyndte en switch i datacentret at sende voldsom trafik ind på IBM's netværk. 20 minutter efter var firmaets store kunder lagt ned på grund af fejlen.

Kl. 12.25 kontaktede IBM firmaets internationale eksperter, men alligevel gik der timevis før de sidste kunders systemer var i drift igen. Mejerikoncernen Arla var først oppe kl. 01.00 den 10. april, 13 timer efter nedbruddet indtraf.

Unormalt driftsmiljø

Fejlen skete under hel normal drift, siger Lars Mikkelgaard-Jensen. Men en usædvanlig kombination af hændelser lå bag nedbruddet, som alligevel ikke var en del af normal drift.

»Den kombination af ting, der er sket, er helt usædvanlig. Vi ved, det ikke sker igen, og at det ikke er en del af et normalt driftsmiljø,« siger Lars Mikkelgaard-Jensen til Børsen.

IBM-direktøren uddyber ikke hvilke forhold, som lå udenfor det normale driftsmiljø.

Til it-mediet Comon siger IBM-kunden Politikens it-direktør Per Palmkvist Knudsen, at IBM overfor Politiken har forklaret, at det var en menneskelig fejl, der lå bag nedbruddet. Ifølge Comons kilder var der tale om en fejlkonfigurering af et VLAN.

Lars Mikkelgaard-Jensen forklarer til Børsen, at IBM endnu ikke har været nede i de tekniske detaljer for at se, hvad der lå bag årsagerne til nedbruddet.

»Vi mangler stadig fuldt ud at forstå, hvorfor en fejl omkring en switch kunne få ultimativ betydning for to af vores systemer,« siger Lars Mikkelgaard-Jensen til Børsen.

Alligevel tør han godt love, at det ikke sker igen.

»Vi har fundet fejlen og rettet fejlen, så det sker ikke igen,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere