IBM har netop offentliggjort en beslutning om, at virksomheden ikke længere vil tilbyde ansigtsgenkendelse eller –analysesoftware til alment brug, og man vil heller ikke forske i eller udvikle teknologien fremover.
Det skriver The Verge.
»IBM tager stor afstand til og vil ikke tolerere brugen af [ansigtsgenkendelses] teknologi, heriblandt ansigtsgenkendelsesteknologi tilbudt af andre sælgere til brug i forbindelse med masseovervågning, race-mæssig profilering, overtrædelser af grundlæggende menneskelige rettigheder og friheder eller til noget formål, der ikke stemmer overens med vores værdier og principper for tillid og transparens,« skriver Arvind Krishna, CEO hos IBM, i et brev til kongressen i USA.
Ansigtsgenkendelsesteknologi har udviklet sig meget de seneste ti år, men da det ofte er private virksomheder, der udvikler teknologien uden statsligt tilsyn, er der set eksempler på, at teknologien har udvist bias i forhold til alder, race og etnicitet. Det kan gøre teknologien usikker at bruge i for eksempel politiets arbejde.
»Vi tror på, at tiden er inde til at begynde en national dialog omkring, hvorvidt ansigtsgenkendelsesteknologi skal bruges eller ej, og om teknologien skal tages i brug af lokale politienheder,« skriver Arvind Krishna.