En stump kode, der i realtid kan validere inputtet i en webformular. Denne banebrydende opfindelse har IBM søgt om patent på, og det amerikanske patentkontor er nu ved at behandle ansøgningen, som blev indleveret tilbage i 2007, skriver Slashdot.org.
IBM beskriver selv opfindelsen med et eksempel om, at Social Security-numre - amerikanernes svar på CPR-numre - kan blive indtastet både med og uden bindestreger af brugerne. Det kan give problemer ved webformularer, og fire IBM-ansatte har derfor fundet en løsning på problemet, lyder det i ansøgningen.
Med brug af Javascript får brugeren med det samme at vide, at for eksempel en bindestreg ikke er tilladt i inputfeltet, hvis det bliver indtastet, i stedet for blot at få en fejlmelding for hele inputfeltet efterfølgende.
Slashdots læsere er dog ikke imponerede over IBM's opdagelse og linker i kommentarerne til en række eksempler på, at en tilsvarende funktion har været almindelig kendt og brugt i årevis.
Ifølge digi.no har IBM i flere år været det firma i verden, der fik flest patenter godkendt hos de amerikanske patentmyndigheder. Firmaet har en lang liste over patenter, som ikke vil blive håndhævet, men som er optaget rent defensivt, for at undgå at konkurrenter sætter sig på vitale teknologier.
Om webformular-patentet kommer i denne kategori, hvis patentet skulle blive udstedt, melder historien intet om.