IBM og Systematic i nyt samarbejde: Vil score kæmpe sundhedskontrakt

Systematic og IBM slår pjalterne sammen for at gøre sig lækre i et kommende mega-udbud af en fælles sundheds-it-platform for Region Hovedstaden og Region Sjælland.

IBM og Systematic har indgået en strategisk samarbejdsaftale om en ny sundheds-it-platform.

Samarbejdet består i at kombinere Systematics Columna Clinical Information System, som skal udgøre kernen i it-sundhedsplatformen, med implementerings- og integrationsydelser fra IBM.

Dermed skulle sundheds-it-platformen være skræddersyet til et kommende mega-udbud, hvor Region Hovedstaden og Region Sjælland beder om et samlet bud på en it-platform til de to regioner.

»Kernen i it-sundhedsplatformen er udviklet i samarbejde med klinikere for at imødekomme behovene i sundhedsvæsenet, hvor løsningen allerede har bevist sit værd i Region Midtjylland. IBM’s og Systematics samarbejde cementerer dansk sundheds-it’s position som internationalt førende og understøtter vores strategi om med udgangspunkt i en solid platform at skabe afsæt for eksport af sundheds-it,« udtaler CEO Michael Holm fra Systematic i en pressemeddelelse.

»Dette er en vigtig strategisk alliance med internationale perspektiver, som kan være med til at accelerere eksporten af dansk sundheds-it. Sammen udgør Systematic og IBM en stærk konstellation med indgående national og international erfaring på området. Fastholdelse af kompetencer inden for dette område er vigtig for Danmark, da det er denne type vidensarbejde, vi fremover skal leve af,« udtaler Lars Mikkelgaard-Jensen, administrerende direktør i IBM Danmark.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere