IBM og Fujifilm 62-dobler kapaciteten på magnetbånd

Mens Sony for nylig afslørede en kraftig forbedring af påføringen af det magnetiske lag, så har IBM især forbedret præcisionen af skrivehovedet.
Storage-producenten EMC forsøgte i 2011 at erklære bånd for død med denne rekordstore kugle af 5.000 kilometer magnetbånd Illustration: Jesper Stein Sandal

. Fremtiden for magnetbånd ser lidt mere lovende ud, selvom konkurrenterne med harddiske og SSD-drev har forsøgt at erklære den i it-sammenhænge urgamle teknologi for død ved flere lejligheder.

Læs også: EMC: Død over båndsalaten

Nu har IBM i samarbejde med Fujifilm opnået ikke mindre end en 62-dobling af kapaciteten på magnetbånd. Det oplyser IBM i en pressemeddelelse. Det sker kort efter, at Sony kunne afsløre en 74-dobling af selskabets magnetbåndteknologi.

Læs også: Sony 74-dobler lagerkapaciteten på magnetbånd

Sonys forbedring lå hovedsageligt i metoden til at påføre de magnetiske partikler i en ensartet film. IBM's forbedringer ligger hovedsageligt i at gøre bevægelserne og positioneringen af læsehovedet så præcist, at det kan arbejde med endnu finere partikler end hidtil.

Fujifilm har dermed kunnet bruge langt mindre korn af bariumferrit end de korn, som benyttes til magnetbånd i dag.

Samtidig har IBM også forbedret de algoritmer, som skal behandle signalet fra læsehovedet for at få en præcis aflæsning af data.

Samlet set vil kombinationen af IBM og Fujifilms forbedringer ifølge IBM betyde, at en standard LTO6-kassette til en båndrobot vil kunne rumme 154 terabyte data.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere