IBM: Nye transistorer viser deres værd ved 32 nanometer

IBM og dets chippartnere har produceret de første chips med en transistorteknologi, som giver 35 procent bedre ydelse.

IBM og dets partnere har nu produceret og testet de første chips fremstillet med selskabernes nye transistormaterialer ved en 32 nanometer produktionsproces.

Ifølge chipfirmaerne i alliancen er ydelsen i chip fremstillet med den nye teknologi omkring 35 procent højere end chip med konventionelle transistorer fremstillet med den nuværende 45 nanometer-teknologi.

Især giver de nye såkaldte high-k metal gates i transistorerne en stor reduktion i strømforbruget, hævder IBM, der har udviklet teknologien i samarbejde med blandt Toshiba, Chartered Semiconductors, Infineon, Freescale, Samsung og STMicro.

Intel benytter allerede en tilsvarende teknologi baseret på grundstoffet hafnium i dets nyeste generation af chips.

For chipproducenterne har nedskaleringen af de enkelte dele af chipkredsløbene givet problemer med strømtab og varmeudvikling. Ved at benytte andre materialer end blot silicium til at forme transistorerne, kan strømtabet reduceres.

Det giver mindre varmeudvikling og dermed mulighed for at presse mere ydelse ud af en chip ved højere frekvenser.

Omvendt kan teknologien også gøre det muligt at få chippen til at køre mere effektivt, så en processor til eksempelvis en mobiltelefon tærer mindre på batteriet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere