Co-location og housing-firmaet Interxion har som led i Version2's sommerstafet stillet tre spørgsmål til IBM.
Interxion: Hvilke muligheder ser IBM for at sikre danske it-arbejdspladser, når trenden peger i retning af endnu mere outsourcing, senest med cloud-applikationerne?
IBM:Danmark er helt i front på IT parathed med udbredt og integreret IT i både økonomi og samfundsliv. Det giver os en unik mulighed for at tænke innovativt og udnytte teknologien til at skabe løsninger, som både har fokus på kvalitet og effektivitet. Især indenfor sundhedsområdet og omkring velfærdsteknologi, har Danmark gode muligheder for at udvikle og eksportere IT løsninger.
Men hvis vi skal konkurrere på denne know-how, kræver det højtuddannet arbejdskraft, stærke innovationskompetencer og iværksættervilje. Og så skal vi give virksomhederne en rigtig god grund at at blive i Danmark, ved at tilvejebringe de rigtige rammebetingelser.
Interxion: Traditionelt set har den private sektor været hurtigere end den offentlige til at følge nye teknologiske trends - er dette mønster ved at ændre sig?
IBM:Både ja og nej. Strategien for digitalisering i den offentlige sektor siger, at vi skal være bedre og hurtigere til at ibrugtage nye teknologier i den offentlige sektor.
Digitalisering af de store og omkostningstunge velfærdsområder - social, sundhed, ældre, skoler, børn og unge - etc - skal ske ved anvendelse af nye teknologier. Telemedicin og øget anvendelse af robotteknologier er blot nogle eksempler på områder hvor det offentlige har erklæret en vilje til at blive mere digitale og ibrugtage ny teknologi. Derfor ja.
Udfordringen er den offentlige tilgang til digitalisering. Tunge og meget lidt agile og innovative udbudsprocesser samt lav risikovillighed, som gør, at det offentlige helst ikke vil være i front med ibrugtagning af ny teknologi - fordi den første også er den første til at få fejlene i nye løsninger. Ibrugtagning af ny teknologi fordrer vilje til at investere , tage risiko og tænke agilt og innovativt. Derfor nej.
IBM har foreslået en lang højere anvendelse af offentlig private samarbejde og innovation hvor det offentlige og det private samarbejder om hvordan den digitale strategi bedst, hurtigst og mest omkostningseffektivt kan gennemføre en digitalisering af velfærdssamfundet.
Interxion: Hvilke muligheder/udfordringer ser IBM i forhold til udbredelsen af mobile enheder som tablets og smartphones?
IBM:Den første bølge af apps, vi ser nu, er typisk drevet af den enkeltes ønske om at bruge en smartphone eller en tablet, og mange apps er på niveau med websider lige efter år 2000. Næste bølge kommer når virksomheder og det offentlige begynder at tænke apps’ne ind i deres virksomhedsstrategi, hvor de mobile enheder kommer til at spille en vigtig rolle i forhold til interaktionen med både interne og eksterne interessenter:
Interne: Medarbejderne vil bruge de mobile enheder til samarbejde som f.eks. Sametime og Connections fra IBM der allerede i dag har disse features klar til brug. Ligeledes vil brugen af mobile enheder kunne benyttes til understøttelse af virksomhedens processer og dermed optimere disse, idet medarbejderen altid vil kunne tilgå ting som ”venter” på godkendelse eller opdatering og derved nedbringe den tid det tager for at gennemføre processen.
Eksterne: Kontakten til kunder og samarbejdspartnere vil foregå ved hjælp af mobile enheder. Apps’ne vil integrere til virksomhedens data, samarbejdsværktøjer og sociale medier og vil danne grundlag for virksomhedens applikations økosystem til omverdenen.
Virksomheder bør allerede i dag tænke mobile enheder ind i deres strategier omkring forretningsudvikling, kommunikation og IT samt at forberede deres IT-arkitektur og IT governance model til en fremtid med mobile enheder.
Mht. udfordringer ser vi, at der kan opstå problemer på baggrund af, at forskellene på de mobile enheder bliver større og større. På sigt vil diversiteten af de mobile enheder, med forskellig OS, CPU og skærmopløsning betyde at arbejdet og dermed omkostningen til udvikling og vedligeholdelse af apps, for virksomhederne, vokse betydelig og samtidig risikere at gøre virksomheden mindre agil.
Det vil derfor være vigtigt at virksomhederne allerede nu begynder at planlægge fremtiden og få styr på ting som:
- Udvikling på tværs af platforme
- Governance af apps
- Sikkerhed og håndtering af mobile enheder
Artiklen er skrevet som led i Version2's Sommertour 2012, hvor redaktionen sommeren igennem besøger it-virksomheder og rapporterer om medarbejdernes dagligdag og virksomhedens projekter. Se den samlede tour-plan her., hvor du også har mulighed for at stille spørgsmål til de besøgte virksomheder.