IBM: Kvantecomputere vil kunne bryde nutidens kraftigste kryptering lynhurtigt
Kvantecomputere vil være i stand til øjeblikkeligt at bryde nutidens kraftigste kryptering af følsom data, advarer direktøren for IBM Research, Arvind Krishna.
Han kom med den kommentar under en paneldiskussion om kvantecomputere i forretningslivet, der har fundet sted i San Fransisco. Det skriver ZDNet.
Og situationen kan opstå allerede om lidt mere end fem år på grund af fremskridt i teknologien. Derfor opfordrer han til brug af alternative krypteringstyper.
»Enhver, der vil være sikker på, at deres data er beskyttet længere end ti år, bør tage skridtet mod alternative former for kryptering nu,« siger forskningschefen.
Alternativet findes allerede, mener forskningschefen, nemlig krypteringstypen kaldet Lattice Field, der antages at være modstandsdygtig over for angreb fra kvantecomputere.
»Heldigvis er det lige så effektivt som vores nuværende kryptering, så det vil ikke koster ekstra,« siger han
I dag er kvantecomputere stadig sjældne og dyre, men i fremtiden vil teknologien potentielt kunne løse mange problemer, som konventionelle computere ikke er i stand til.
IBM er i gang med at udvikle et kommercielt system kaldet IBM Q, skriver ZDNet, og virksomheden har ladet over 80.000 udviklere køre programmer på det over et cloud-baseret interface.
Arvind Krishna forventer allerede, at teknologien vil være udbredt kommercielt inden for fem år.
I marts i år kom den norske forsker Ole Kasper Olsen - fra den kryptografiske udviklingsenhed hos Norges Nasjonal sikkerhetsmyndighet, NSM - med en lignende udmelding til en konference i Oslo
»Risikoen er ekstrem, hvis sådanne maskiner findes, men de findes formodentlig ikke i dag. Ja, det er en katastrofe. De sikre kommunikationsløsninger vil blive brudt. Men som med alle andre katastrofer afhænger konsekvenserne af, hvordan man imødegår det,« sagde Ole Kasper Olsen.
Selvom han først mener, at kvantecomputerne vil nå punktet om 10-15 år, så advarede han ligesom IBM's forskningschef om et mere nuværende dilemma.
Data, der er følsom i dag, vil nemlig i mange tilfælde også være følsom om ti år. Derfor udgør det et problem, hvis følsom krypteret data kommer i de forkerte hænder i dag således, at krypteringen kan brydes, når kvantecomputere har opnået kapaciteten til det.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.