IBM har problemer med at kvalitetssikre i alt 2,5 terabyte eIndkomst-data, som er blevet overført efter it-giganten overtog driften fra KMD. Ifølge Skat skulle det skyldes, at det tager længere tid end forventet at kvalitetssikre de mange data, og at de derfor ikke kunne garantere, at kvaliteten er tilfredsstillende.
I alt skulle databasen indeholde 28 milliarder kodelinjer, og det er kvalitetssikringen af disse, der altså ikke kunne klares inden for den vurderede tid.
It-systemet eIndkomst bruges blandt andet til løn, pensioner og årsopgørelser på skat.dk. Ifølge Version2’s oplysninger rammer fejlen dog kun kommunerne. Dele af de såkaldte udstillingsvinduer er nemlig ikke tilgængelige.
Hos IBM bekræfter man problemerne, men vil ikke komme med en dato for, hvornår problemet er løst. De har dog en formodning om, at »alle er glade« i starten af næste uge, fortæller Carsten Grønning, pressetalsmand i IBM til Version2.
KMD henviser til Skat og vil ikke kommentere på forløbet. Version2 erfarer dog, at der tilsyneladende ikke skulle være gået noget galt i selve overførslen mellem KMD og IBM.
»e-Indkomst-løsningen er overgået til ny leverandør (IBM, red.). I forbindelse med flytning af de mere end 2,5 TB data har der vist sig behov for yderligere kvalitetssikring af disse.,« skriver Skat i en mail til Version2 og fortsætter:
»Der er afgørende med høj kvalitet i data, hvilket har betydet en udskydelse af åbningen for udstillingsdelen et par dage, således at der åbnes trinvis op for data. Data fra 2013 har således været tilgængelige siden 19. juni 2013, og de øvrige data vil være tilgængelige de kommende dage.«
Ifølge Skats driftslog for eIndkomst, skulle data for 2012 være tilgængelige fredag efter klokken 16, mens de resterende data forventes klar mandag efter 16.
KL: Hamrende dårlig borgerservice kan blive dyr
Charlotte Munksgaard, chefkonsulent i KL, fortæller, at det er svært at sige, hvad konsekvensen præcis er for kommunerne. Men der er en reel risiko for, at det vil komme til at koste mange penge for både kommuner og for borgere, der er på overførselsindkomst.
»Risikoen ved ikke at behandle adviseringer er, at borgerne får en dårlig restance, Det er hamrende dårlig borgerservice, og kommunerne kan komme til at tildele en ydelse, som borgerne ikke har krav på.«
Den del af systemet, der ikke vises, er såkaldte adviseringer, medarbejderne i kommunen får - eksempelvis hvis en borger på overførselsindkomst får en løndindtægt, og derfor ikke har ret til en given indkomst fra kommunen. Det betyder, at borgere uberettiget kan få støtte, og det er problematisk. Samtidig er kommunerne muligvis nødt til at få dokumenterede indkomster fysisk, som ellers kører via eIndkomst-systemet.
»Det giver ekstraarbejde, når kommunerne skal bede om at få oplysningerne dokumenteret frem for at trække dem i systemet. Systemerne i kommunerne fungerer nu ikke optimalt. Og de kan ikke køre de systemer sammen, de ellers plejer at kunne.
Ligesom mange private virksomheder ordner lønudbetalinger i midten af en måned, er der også ekstra travlt i kommunerne midt på måneden, fortæller Charlotte Munksgaard. Derfor rammer data-problemet på et uheldigt tidspunkt.
Skat indgik i 2012 kontrakten med IBM om drift og vedligehold af eIndkomst de næste fire år.
eIndkomst håndterer cirka 10 millioner indberetninger om danskernes indkomst om måneden. Hvert år løber det op i 500 milliarder kroner, som bogføres i eIndkomst.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.