IBM får Unix-søgsmål på nakken igen

En amerikansk domstol har omstødt en tidligere afgørelse, som placerede rettighederne til Unix-styresystemet hos Novell. Det giver firmaet SCO mulighed for at sagsøge IBM for uretmæssig kopiering af kode til Linux.

Den langtrukne strid om rettighederne til Unix-koden, der startede i 2003, da firmaet SCO begyndte en række sagsanlæg, kan nu begynde igen efter en kortere pause.

En amerikansk appeldomstol omstødte mandag en afgørelse fra 2007, som sagde, at Novell ejer koden bag Unix-styresystemet. Det betyder, at SCO, der hævder at have rettighederne, nu får grønt lys til at forsætte med firmaets sag mod IBM, hvor SCO hævder, at IBM uretmæssigt har kopieret kode fra Unix til Linux. Det skriver Infoworld.

SCO's chef Darl McBride mener, at der er tale om en stor succes for firmaet.

Sagen startede, da SCO truede Linux-producenter med sagsanlæg, da Linux efter SCO's mening indeholdt kode fra Unix, noget, som Linux-miljøet har benægtet på det kraftigste.

Sidste år bestemte en amerikansk domstol, at SCO uretmæssigt havde opkrævet 12 millioner kroner i licens fra Sun Microsystems, som burde være tilfaldet Novell.

Argumentet var, at ved et frasalg af rettighederne til dele af de Unix-systemer, som Novell havde overtaget fra AT&T tilbage i 1980'erne, til blandt andre SCO i 1994 og 1995, havde Novell og SCO aftalt, at Novell skulle modtage royalties fra Unix System V Release X, hvilket ifølge domstolens afgørelse ikke fandt sted.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Martin Bøgelund

Argumentet var, at selvom Novell havde frasolgt rettighederne til dele af de Unix-systemer, som virksomheden havde overtaget fra AT&T tilbage i 1980'erne, til blandt andre SCO i 1994 og 1995, gik en del af aftalen ud på, at Novell skulle modtage royalties fra Unix System V Unix System V Release X.

Fisk...

Jeg forstår ikke argumentet, det er ret knudret skrevet. Er der nogen der kan forklare?

  • 0
  • 0
#4 Poul-Henning Kamp Blogger

Appeldomstolen har omgjort en "summary judgement" og henvist den til afgørelse foran en jury. Ikke fordi den er forkert, men fordi det er for komplekst et spørgsmål til summary judgement.

Det alvorlige for SCO er imidlertid at appelretten fastslår at pengene fra Sun licensen klart tilhører Novell, så nu har SCO for alvor ingen penge.

Taget i betragtning at ledelsen netop er blevet smidt ud til fordel for en kurator (de er under betalingsstandsning/konkursbehandling) så tror jeg efterhånden et den fede dame har sunget...

Poul-Henning

  • 0
  • 0
#7 Jørgen Elgaard Larsen

IBM er nok ikke bange. De har i årevis forsøgt at få afsagt dom i deres sag.

SCO begyndte med at sagsøge IBM, idet SCO påstod, at IBM havde kopieret SCO's kildekode ind i Linux. Imidlertid har SCO ikke kunnet underbygge deres påstand overhovedet. Til gengæld har IBM fundet grund til at anklage SCO for at misbruge IBM's kode.

I mellemtiden har Novell så gjort opmærksom på, at den kildekode, som SCO påstår, at IBM har kopieret til Linux, ikke tilhører SCO, men Novell. Det ledte til sagen mellem SCO og Novell.

Retssagen mellem SCO og IBM blev sat på hold, fordi den ville blive nemmere, hvis det blev afgjort, at SCO slet ikke ejede den pågældende kode. I så fald ville der kun være IBM's modkrav tilbage.

Aftenen før, at der skulle afsiges dom i sagen mellem SCO og Novell, besluttede SCO frivilligt at gå i betalingsstandsning. I USA betyder det, at retssager automatisk bliver sat på hold, så domsafsigelsen næste dag måtte udsættes.

IBM har siden 2003 forsøgt at få deres sag for retten, så de kunne få afgjort, at de ikke har kopieret noget kode ulovligt. Men SCO har gang på gang forsinket det ved at kræve uhyrlige mængder papir, indlede søgsmål mod andre, gå i betalingsstandsning og mange andre julelege.

I al den tid har SCO aldrig kunnet påvise præcis hvad, de mener er blevet kopieret, så deres sag er ret dårlig. Til gengæld har IBM en rimelig god sag i deres modkrav mod SCO - hvis de nogensinde kommer for retten.

Som andre har nævnt, har konkursretten sat SCO under administration ved at udpege en kurator, der skal lede selskabet. Denne kurator vil muligvis ikke lade SCO spille mere lotto med deres penge i form af tvivlsomme retssager.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere