IBM får ny milliardkontrakt med Danske Bank

En syvårig kontrakt mellem IBM og Danske Bank er kommet på plads om drift af bankens it-systemer. Det sker på trods af IBM's driftsproblemer de senere år.

Et milliardbeløb strømmer de næste syv år fra Danske Bank og ned i IBM's kasse.

Til gengæld skal IBM fortsætte med at drive Danske Banks massive it-systemer, er de to firmaer blevet enige om. Det skriver Ritzau.

Aftalen er en fortsættelse af driftskontrakten fra 2004, så den nu løber til 2017. Det nøjagtige beløb for it-driften holdes hemmeligt, men skal altså tælles i milliarder.

Forholdet mellem Danske Bank har været anstrengt, efter at IBM i 2008 havde et stort it-nedbrud i et datacenter, som fik mange storkunders centrale it-systemer til at gå i sort i flere dage. Siden da har IBM investeret et stort beløb i at forbedre driftssikkerheden til det yderste, lyder det fra IBM, og det har tilsyneladende været tilfredsstillende for Danske Bank.

Forbedringerne stoppede dog ikke et nedbrud i oktober 2009, hvor en fejlramt strømforsyning førte til et timelangt nedbrud. Ved den lejlighed blev Danske Bank dog kun ramt på overfladen, da det normale link til netbanken ikke fungerede i nogle timer.

Danske Bank har et årligt it-budget på omkring fem milliarder kroner og har cirka 1.500 it-udviklere ansat. Koncernen tæller også banker i blandt andet Finland og Irland og er blandt Nordeuropas største finansielle virksomheder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere