IBM er Danmarks bedste it-virksomhed
Over 2.000 it-professionelle har kåret IBM til den danske it-arbejdsplads med det bedste image. Det fremgår af Version2 Profil-magasinet, der udkommer fredag, og hvor blandt andre brugerne på Version2.dk og medlemmerne af IDA IT har svaret på, hvordan de opfatter 110 it-virksomheder og it-afdelinger i større virksomheder.
Meningsmålingen viser, at IBM er Danmarks mest kendte it- firma samt stedet med den bedste ledelse, de bedste karrieremuligheder og de bedste faglige udviklingsmuligheder for medarbejderne.
Ved at sammenkoge alle disse faktorer konkluderer undersøgelsen, at IBM er den virksomhed, der har det bedste image blandt it-virksomheder.
»Det er vi både rigtigt glade for, og utroligt stolte af. Kåringer som denne betyder meget for vores evne til at rekruttere de bedste medarbejdere til IBM,« siger Lars Mikkelgaard-Jensen, der er administrerende direktør for IBM i Danmark.
Meningsmålingen viser dog også, at IBM har ry for at være en anelse støvet. 49 procent af de adspurgte opfatter således IBM som ?gammeldags?, og 64 procent opfatter virksomheden som ?tung?.
Det mener Lars Mikkelgaard-Jensen dog også, at der er en positiv side ved.
»Når man arbejder med så følsomme ting, som vi gør, skal kunderne vide, at vi gør tingene ordentligt, at vi ikke ændrer kurs, som vinden blæser, og at vi også er her i morgen. Derfor er jeg sådan set ikke ked af opfattelsen af os. Jeg ser det tværtimod som en styrke for det, vi laver,« siger han.
Sidste år måtte IBM nøjes med den samlede andenplads i Version2 Profil-undersøgelsen. Dengang var vinderen it-konsulent og servicefirmaetfirmaet NNIT.
