IBM bruger maskinlæring på vejrmodeller for at hjælpe business intelligence

IBM har investeret i en kommerciel vejrmodel, som nu skal kombineres med maskinlæring, så tidligere resultater kan bruges til bedre rådgivning om kommende vejr.

Vejrinformation er et klassisk eksempel på data, der i princippet kan trækkes ind og hjælpe med big data, men selvom bryggerierne ved, at sommervarme betyder større sodavandssalg, så er det ikke nemt at arbejde systematisk med vejrdata i form af vejrudsigter. Det vil IBM forsøge at lave om på med projektet Deep Thunder, skriver Ars Technica.

IBM har købt den kommercielle amerikanske vejrtjeneste The Weather Company, som har videreudviklet på den nationale amerikanske vejrtjenestes mesoskalamodel WRF. En mesoskalamodel kigger på store vejrsystemer og bruges til de længere vejrudsigter.

The Weather Companys variant var forbedret med en højere opløsning i felter på ned til én kilometer. IBM har også selv arbejdet med at udvide WRF-modellen med yderligere data som eksempelvis jordbundens fugtighed.

De to firmaers arbejde med vejrmodellen er nu blevet samlet i Deep Thunder, hvor navnet fortsætter i stilen fra Deep Blue, der var den supercomputer, IBM brugte til for første gang at slå en menneskelig stormester i skak.

Den nye model vil blandt andet kunne give flyselskaber en mere detaljeret vejrudsigt end de data om skydække, de oftest modtager, og tanken er at kunne give så gode data, at flyselskaberne kan planlægge brændstofforbrug efter modellen. Brændstof udgør en stor del af vægten på en flyvning, så hvis det kan forudsiges, hvornår der er behov for at tanke ekstra, så kan der spares på de øvrige flyvninger.

IBM vil også bruge vejrmodellen til at koble vejrudsigter med business intelligence, så en vejrudsigt om snestorm eller hedebølge to uger frem kan bruges til planlægning for virksomheder i eksempelvis forsyningskæden eller produktionen.

Det skal ske ved at bruge maskinlæring på tidligere vejrscenarier, så et bryggeri eksempelvis kunne vide, hvor mange kapsler til bestemte sodavand, der skal bestilles hjem, ud fra hvordan det tidligere har set ud ved tilsvarende vejrudsigter.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere