Blockchain er ikke bare et modefænomen knyttet til dunkel krypto-valuta. For store spillere som IBM er det teknologi, som kan spare penge og tid i forhold til dagens serversystemer.
Det fortæller tyske Erich Clementi, der sidder i toppen af IBM’s europæiske afdeling. Han er en gråhåret herre med 33 år på bagen i it-kæmpen, på tværs af lande og afdelinger.
Da han startede i branchen, handlede det om at plukke den lavthængende frugt, som klicheen lyder: Hvordan kunne man løse problemet med at skabe en hovedbog – omdrejningspunktet for al bogføring, hvor udgifter og indtægter skrives ned? I tidens løb blev den teknologi til ERP – software til resursestyring i virksomheder.
Blockchain er den moderne hovedbog
Sjovt nok var hovedbogen også på dagsordenen, da Version2 interviewede Erich Clementi for nylig. For hvor ERP er godt nok på indersiden af organisationen, så er det en anden sag, når to virksomheder skal snakke sammen elektronisk.
»Når to organisationer har brug for at udføre en transaktion, er der brug for to hovedbøger til at holde styr på tallene. Hvad sker der, når man har to versioner? Der kan opstå uoverensstemmelser, eller du får brug for tredjemænd til at blande sig.«
Og blockchain er lige præcis teknologien, som kan løse dette problem på en effektiv måde.
»Her kommer en teknologi, som har den fordel, at den kan deles mellem aktørerne og ikke kan forfalskes, og som har et indbygget revisionsspor. Du har mulighed for at ændre i posterne, men du har en protokol, som bygger på enighed, for at fastsætte ægtheden og etablere tillid til transaktionen.«
Eksempler på anvendelser er reservedele til biler, hvor en blockchain-hovedbog kan gøre det krystalklart, hvor delene kommer fra.
Et andet eksempel er den amerikanske detailvarekæde Walmart, som kan spore leverandører af varer, hvis de skal tilbagekaldes. Det tager 21 dage med dagens teknologi og blot 13 sekunder med blockchain.
Hårde tider for mæglere og mellemmænd
IBM interesserer sig ikke for krypto-valuta, fortæller Erich Clement.
»Men da vi så på blockchain-teknologien, stillede vi spørgsmålet: Hvad mangler her, hvis det skal bruges af store virksomheder og organisationer?«
Det manglende element var muligheden for at repræsentere en kontrakt. I bitcoin-systemet behøver man ikke at vide, hvem der indgår i netværket, men det fungerer ikke blandt store organisationer, hvor deltagerne skal kendes.
»Hvis jeg kan skabe en mekanisme mellem to organisationer, som kun tillader én udgave af sandheden og er synkroniseret, og som der er tillid til, så kan jeg tage en masse friktion ud af processen.«
Hvad betyder det for mæglere af alle slags og for finansverdenen, der typisk lever af denne slags transaktioner?
»Wow! Hårdt … Det bliver hårdt. For det har potentialet til at tage mellemmanden ud – det automatiserer mellemmanden. Det er ikke tilfældigt, at mange projekter i dag går lige efter dette her område. Du slipper for gebyret.«
Bedre og billigere end API'er og servere
Der er mange forretningsprocesser, som involverer et stort antal forskellige aktører. Når man køber en bil, har man at gøre med en forhandler og et serienummer, der skal videre til den myndighed, der udsteder nummerpladen. Et forsikringsselskab skal have alle oplysningerne, og så kan der også være et banklån involveret.
»Hvis du forbinder alle disse processer med blockchain, kunne du f.eks. sætte din forsikringspræmie til auktion for at få den mindste pris. Og man kunne spare en masse tid.«
Kunne man ikke opnå det samme med åbne API’er og så videre?
»Hvordan plejede vi at gøre det her i forretningsverdenen? Det gjorde vi med EDI, Edifact og så videre,« siger Erich Clementi med henvisning til de gængse måder at foretage elektroniske transaktioner på mellem virksomheder. Det koster en masse penge og måske seks til tolv måneders udviklingstid at skabe sådan et system, lyder hans vurdering.
»Mange spørger: Er blockchain hype? Kan vi gøre det samme på en anden måde? Og ved du hvad: Helt ærligt – jo, det kunne vi godt. Her er, hvad vi får brug for: en database, som kan håndtere tilladelser, som kan kryptere indhold, som kan skaleres – og dette, jeg beskriver her, er faktisk blockchain.«
Teknologien kan på denne måde være et billigere og hurtigere bud end de gamle løsninger, som byggede på databaser, servere og grænseflader mellem vidt forskellige systemer.
Fart på transaktioner med kryptering i hardware
IBM satte forskere til at kigge blockchain efter i sømmene, og konklusionen var, at teknologien manglede et såkaldt revisionsspor, hvor der redegøres for poster, samt evne til at skalere. Bitcoin kunne på daværende tidspunkt overkomme syv transaktioner per sekund .
»Det er godt nok, hvis du og jeg skulle udveksle rettigheder til sange eller sådan noget, men ikke godt nok til handel.«
Svaret på det spørgsmål er Hyperledger, som er et open source-produkt med IBM i ryggen, der kan klare tusindvis af transaktioner per sekund.
»Vi har lagt det i open source, for værdien skabes i applikationerne, ikke i infrastrukturen. Hvis produktet ikke er open source, kan du ikke få store markedsandele. Den tid er overstået.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.