IBM: Blockchain trækker tæppet væk under mæglere

Jerry Lundegaard, Fargo
Blockchain-teknologi kan gøre livet surt for billånsvindlere som Jerry Lundegaard i filmen 'Fargo'.
For IBM handler blockchain ikke om krypto-valuta. Det er derimod en teknologi, der kan spare penge på servere og gøre transaktioner mellem virksomheder billigere og hurtigere.

Blockchain er ikke bare et modefænomen knyttet til dunkel krypto-valuta. For store spillere som IBM er det teknologi, som kan spare penge og tid i forhold til dagens serversystemer.

Det fortæller tyske Erich Clementi, der sidder i toppen af IBM’s europæiske afdeling. Han er en gråhåret herre med 33 år på bagen i it-kæmpen, på tværs af lande og afdelinger.

Da han startede i branchen, handlede det om at plukke den lavthængende frugt, som klicheen lyder: Hvordan kunne man løse problemet med at skabe en hovedbog – omdrejningspunktet for al bogføring, hvor udgifter og indtægter skrives ned? I tidens løb blev den teknologi til ERP – software til resursestyring i virksomheder.

Læs også: Analytiker: »Jeg har ikke set et blockchainprojekt, der ikke ville være bedre uden blockchain«

Blockchain er den moderne hovedbog

Sjovt nok var hovedbogen også på dagsordenen, da Version2 interviewede Erich Clementi for nylig. For hvor ERP er godt nok på indersiden af organisationen, så er det en anden sag, når to virksomheder skal snakke sammen elektronisk.

»Når to organisationer har brug for at udføre en transaktion, er der brug for to hovedbøger til at holde styr på tallene. Hvad sker der, når man har to versioner? Der kan opstå uoverensstemmelser, eller du får brug for tredjemænd til at blande sig.«

Erich Clementi, IBM
Erich Clementi, der sidder i toppen af IBM’s europæiske afdeling, mener, at blockchain kan eliminere mellemmænd i mange forretningsprocesser.

Og blockchain er lige præcis teknologien, som kan løse dette problem på en effektiv måde.

»Her kommer en teknologi, som har den fordel, at den kan deles mellem aktørerne og ikke kan forfalskes, og som har et indbygget revisionsspor. Du har mulighed for at ændre i posterne, men du har en protokol, som bygger på enighed, for at fastsætte ægtheden og etablere tillid til transaktionen.«

Læs også: Blockchain-revolution: Sådan fungerer tidens mest hypede teknologi

Eksempler på anvendelser er reservedele til biler, hvor en blockchain-hovedbog kan gøre det krystalklart, hvor delene kommer fra.

Et andet eksempel er den amerikanske detailvarekæde Walmart, som kan spore leverandører af varer, hvis de skal tilbagekaldes. Det tager 21 dage med dagens teknologi og blot 13 sekunder med blockchain.

Hårde tider for mæglere og mellemmænd

IBM interesserer sig ikke for krypto-valuta, fortæller Erich Clement.

»Men da vi så på blockchain-teknologien, stillede vi spørgsmålet: Hvad mangler her, hvis det skal bruges af store virksomheder og organisationer?«

Det manglende element var muligheden for at repræsentere en kontrakt. I bitcoin-systemet behøver man ikke at vide, hvem der indgår i netværket, men det fungerer ikke blandt store organisationer, hvor deltagerne skal kendes.

»Hvis jeg kan skabe en mekanisme mellem to organisationer, som kun tillader én udgave af sandheden og er synkroniseret, og som der er tillid til, så kan jeg tage en masse friktion ud af processen.«

Hvad betyder det for mæglere af alle slags og for finansverdenen, der typisk lever af denne slags transaktioner?

»Wow! Hårdt … Det bliver hårdt. For det har potentialet til at tage mellemmanden ud – det automatiserer mellemmanden. Det er ikke tilfældigt, at mange projekter i dag går lige efter dette her område. Du slipper for gebyret.«

Bedre og billigere end API'er og servere

Der er mange forretningsprocesser, som involverer et stort antal forskellige aktører. Når man køber en bil, har man at gøre med en forhandler og et serienummer, der skal videre til den myndighed, der udsteder nummerpladen. Et forsikringsselskab skal have alle oplysningerne, og så kan der også være et banklån involveret.

»Hvis du forbinder alle disse processer med blockchain, kunne du f.eks. sætte din forsikringspræmie til auktion for at få den mindste pris. Og man kunne spare en masse tid.«

Kunne man ikke opnå det samme med åbne API’er og så videre?

»Hvordan plejede vi at gøre det her i forretningsverdenen? Det gjorde vi med EDI, Edifact og så videre,« siger Erich Clementi med henvisning til de gængse måder at foretage elektroniske transaktioner på mellem virksomheder. Det koster en masse penge og måske seks til tolv måneders udviklingstid at skabe sådan et system, lyder hans vurdering.

»Mange spørger: Er blockchain hype? Kan vi gøre det samme på en anden måde? Og ved du hvad: Helt ærligt – jo, det kunne vi godt. Her er, hvad vi får brug for: en database, som kan håndtere tilladelser, som kan kryptere indhold, som kan skaleres – og dette, jeg beskriver her, er faktisk blockchain.«

Teknologien kan på denne måde være et billigere og hurtigere bud end de gamle løsninger, som byggede på databaser, servere og grænseflader mellem vidt forskellige systemer.

Fart på transaktioner med kryptering i hardware

IBM satte forskere til at kigge blockchain efter i sømmene, og konklusionen var, at teknologien manglede et såkaldt revisionsspor, hvor der redegøres for poster, samt evne til at skalere. Bitcoin kunne på daværende tidspunkt overkomme syv transaktioner per sekund .

»Det er godt nok, hvis du og jeg skulle udveksle rettigheder til sange eller sådan noget, men ikke godt nok til handel.«

Svaret på det spørgsmål er Hyperledger, som er et open source-produkt med IBM i ryggen, der kan klare tusindvis af transaktioner per sekund.

»Vi har lagt det i open source, for værdien skabes i applikationerne, ikke i infrastrukturen. Hvis produktet ikke er open source, kan du ikke få store markedsandele. Den tid er overstået.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (7)

Kommentarer (7)
Michael Cederberg

Det er intet af det manden beskriver der ikke kunne løses ligeså godt ved at hver part publiserer digitalt signerede transaktioner. Det specielle ved blockchains er det at man binder en række transaktioner sammen til en sekvens. Men til alle de formål manden beskriver behøver man ikke binde transaktionerne sammen. Det kan faktisk være en fordel ikke at gøre det.

Peter Jensen

Nede i bunden læser vi så at IBM har skabt et 'open source' produkt (som jo bekendt IKKE er det samme som 'free software') som de vil have alle til at bruge til at udvikle applikationer baseret på deres software som de ejer og kan gøre med som de vil.

Mogens Nørgaard Blogger

Tjah, jeg har selv i tidens løb kritiseret IBM for mangt og meget, men her synes det snarere at være ligesom dengang de lavede PC'en og lagde alt ud frit? Eller er jeg blevet blød på mine gamle dage?

Mvh Mogens.

Jesper Frimann

Jeg tror simpelt hen, at Erich Clementi, har IBM medarbejder aktier, og er så træt af, at den subcontractor som IBM har sat til at håndtere disse, at han gerne vil have teknologi, der kan 'cut the middle man/subcontractor'. Så kan han nemlig få sine mange optioner m.m. udbetalt.

// Jesper

PS: Ja.. jeg modtog i dag igen igen en check på 900 USD fra netop denne subcontractor. Som den informerede læser nok ved, så kan man ikke indløse checks udstedt af en amerikansk bank i USD uden for USA. Jeg må så nok gribe knoglen og igen igen prøve at få mine penge. Nu hvor jeg har betalt dansk skat af dem.

Michael Cederberg

..at enhver der har hovedbogen kan verificere transaktionerne fra år 0 til nu? Det kan du jo ikke hvis du kun har nogle "publicerede transkationer":

Hvis alle transaktioner er publiseret så kan man verificere alt. De behøver ikke være koblet sammen i et blockchain - de skal bare være uforanderlige. Men i de fleste situationer vælger man netop at aggregere tidligere transaktioner sammen til en total, som man så bliver enig om på et givet tidspunkt. På den måde bliver gamle transaktioner ligegyldige når først de er gennemført. Det er en af måderne til at slippe af med gammelt data som ellers håber sig op.

Hvor skulle de forøvrig publiceres?

Hvor man publiserer sine transaktioner er noget deltagerne vælger ... det er uafhængigt af om det er blockchain eller ej.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Pressemeddelelser

Affecto Denmark reaches highest Microsoft Partner level

Affecto Denmark, a leading provider of data-driven solutions, has reached the highest level in the Microsoft partner ecosystem: Managed Partner.
22. jun 2017

Innovate your business with Affecto's IoT Explorer Kit

Are you unsure if Internet of Things fits your business strategy?
31. maj 2017

Big Data Lake Summit: Fast and Trusted Insights

If you want to outpace, outsmart and outperform your competition in a digital world, you need trusted data that can be turned into actionable business insights at speed.
24. apr 2017