Besøg: I strømpesokker hos Googles danske udviklerafdeling

Bag lukkede døre og matterede vinduer gemmer sig et hold udviklere med store ambitioner på Danmarks mest attraktive it-arbejdsplads Google.

Der er langt til det stereotype billede af Googles overdådige amerikanske kontorer, hvor medarbejderne boltrer sig i legerum og eksperimenterende sideprojekter. Det ser ikke ud af meget – en anonym dør og et par matterede vinduer – så man man kan sagtens gå forbi uden at ænse, at en af verdens største it-virksomheder og Danmarks mest attraktive it-arbejdsplads holder til her på Aarhus Universitets it-institutter.

Hvis ikke der stod ’Google’ med utydelig skrift på den ene af ruderne, kunne der lige så godt gemme sig endnu et auditorium på den anden side. Men i stedet for en flok studerende og deres professor finder man her verdens førende hold af
programmører: de tunge drenge og piger, der ikke vil bruge deres tid på at udvikle små, lette og mere eller mindre brugbare apps til mobilen, men forsøger at bygge de store fremtidige fundamenter til internettet, som millioner af mennesker
uden at vide det kommer til at basere deres online-færden på.

Læs også: Udfordringer og kreativitet vægtes højere end løn hos danske it-professionelle

Det er et hold på cirka 25 udviklere, der sidder og arbejder på kontorerne i Googles danske afdeling. Iført afslappet joggingtøj er det ikke umiddelbart til at spotte, at Kasper Lund er en af chefprogrammørerne. Han går rundt på strømpesokker,
for som man siger på stedet, så er der kun en ting, der er værre end ost, og det er sko.

Den bløde fornemmelse fra gulvtæppet forplanter sig ud i rummene, hvor udviklerne sidder i stilhed og dyb koncentration foran deres computere.

»Facaden er ikke for at være hemmelighedsfuld. Det er egentlig bare, så vi kan få noget fred,« siger Kasper Lund, der sammen med kollegaen Lars Bak var med til at udvikle den oprindelige V8-motor i Chrome-browseren, som hver måned bruges af mere end 750 millioner mennesker til at surfe på nettet.

Nu har de sendt projektet videre til Googles afdeling i München og kastet sig over et endnu mere ambitiøst projekt: at udvikle et helt nyt programmeringssprog.

Ambitioner med Dart

Det kan godt være, at udviklerafdelingen i Aarhus ikke kan måle sig med kollegernes prangende kontorer i eksempelvis USA og England, men der er alligevel noget storslået over ambitionerne på stedet. Det er udviklernes håb, at deres nye programmeringssprog, Dart, en dag kan vippe Javascript, som er en af de mest udbredte udviklingsplatforme til nettet, af tronen. Dart blev lanceret i 2011 og skulle blandt andet gøre det lettere at afvikle store apps direkte fra browseren, som Google er kendt for at gøre det med blandt andet Gmail og Docs.

Trods løfterne blev Dart dengang mødt af megen kritik fra udviklere i branchen, som blandt andet var utilfredse med, at programmeringssproget i første omgang kun var understøttet af Googles egen Chrome-browser. Det er dog en kritik, som Kasper Lund tager helt køligt:

»Det er lidt pudsigt, men folk har lettest ved at acceptere nye ting, hvis man kun ændrer på omkring ti pct. i forhold til tidligere,« siger han og uddyber: »Vi vil gerne lave noget, der er ti gange bedre, men hvis det virkelig skal være en radikal forbedring, så nytter det ikke noget kun at ændre på omkring ti pct. Så må man bare acceptere, at man ikke kan få alle med i starten og i stedet bygge det rigtigt fra bunden af, mens man beviser sit værd.«

Dart har siden vundet mere indpas og var i oktober i år det 17. mest populære programmeringssprog i verden ifølge Tiobeindekset. I stil med Googles filosofi om at bruge åbne systemer valgte Kasper Lund og Lars Bak at gøre koden til open source og dele den frit med andre udviklere.

»Alt, hvad vi laver, er åbent og tilgængeligt, og det har en masse fordele. Blandt andet er det lettere for os at fortælle om de ting, vi laver, til konferencer, fordi intet er hemmeligt. Det er også let at få folk til at blive begejstrede over de tekniske detaljer,« siger Kasper Lund og fortsætter:

»Typisk vinder åbne systemer over lukkede på langt sigt. Vi vil gerne have Dart til at blive rigtig attraktivt over de næste par år.«

Programmeringssproget er allerede så modent, at Googles udviklerhold i bedste open source-stil gjorde det til en åben standard og i sommer overlod det til organisationen Ecma at styre, hvad der skal ændres i sproget fremover. Tiden var med andre ord kommet til, at de to fædre måtte give ansvaret for deres kode-baby videre.

»Det er altid lidt svært at give afkald på kontrol, selvom man ved, at det er det rigtige at gøre,« siger Kasper Lund og fortæller, at det indtil videre er gået fint med overgangen, selvom det nogle gange kan være en udfordring for de uformelle og strømpebærende udviklere at skulle igennem en formel ansøgningsproces, hver gang de vil ændre noget i kodesproget.

Frihed til at arbejde som en startup

På trods af, at Google er noget af en mastodont med 55.000 ansatte på verdensplan, fungerer det lille udviklerkontor i Aarhus mest af alt som en startup ifølge Kasper Lund. Her er der ingen, der ofte bliver flyttet rundt mellem forskellige projekter og stillinger internt i organisationen, sådan som det ellers kan ske i større it-virksomheder.

Folkene hos Google i Aarhus er i stedet dybt specialiserede i at lave implementeringer af programmeringssprog og virtuelle maskiner, og projekterne på stedet er få og lige så specialiserede. Efter at Kasper Lund og Lars Bak havde fået ideen til Dart, skulle de over til USA og pitche den for cheferne, i samme ånd som andre iværksættere gør det over for investorer, før de kunne sætte gang i det langvarige projekt.

Desuden er udviklernes arbejdsform også meget lig den måde, iværksættere arbejder på, hvor de ved at undersøge et problem finder et helt andet, som giver nye løsninger. Det skete eksempelvis en dag, da udviklerne sad og debuggede V8-motoren til Chrome, hvor de blev overraskede over, at folk brugte hjemme siderne meget anderledes, end de først troede. Opdagelsen ledte blandt andet til Dart-projektet.

Spørger man Kasper Lund, er der en helt særlig fordel ved at få friheden til at være et selvstændigt lille udviklingskontor i en stor virksomhed som Google.

»Vi arbejder som et opstartsfirma med en enkelt mission og prøver så at få succes med den. Det er utrolig behageligt som udvikler, fordi det er nemt at gå på arbejde mandag morgen og vide, hvad man skal, og hvad der er vigtigt,« siger han og fortæller, at afdelingens specialisering også gør det lettere at tiltrække de bedste udviklere i verden.

»Hvis du brænder for compilere, oversættelsesteknologi og virtuelle maskiner, så er der ikke mange steder, du kan arbejde med det, som du kan her,« siger han.

Halvdelen af de 25 udviklere i Aarhus er fra udlandet, og flere er flyttet hele vejen fra lande som Rusland og USA bare for jobbets skyld. Typisk har medarbejderne en kandidatgrad eller ph.d. i datalogi eller computer science i bagagen, før de bliver ansat.

»Vi er et firma, der lever af at tiltrække nogle af de bedste i industrien, så vi har store forventninger til folk. Men kan man leve op til forventningerne, er der stor frihed,« siger Kasper Lund.

Noget, der ofte kommer på tale, når man snakker om Google som arbejdsplads, er medarbejdernes frihed til at forfølge egne projekter. Bedre kendt som 20-procentsreglen går det ud på, at medarbejderne kan bruge en femtedel af deres arbejdstid på at eksperimentere med projekter, som ikke umiddelbart har noget at gøre med deres normale arbejdsopgaver.

Det er den regel, der har været med til at skabe ting som selvkørende biler og Loon-projektet med højtflyvende luftballoner, som giver internet til afsides dele af verden.

»Google er lidt et skægt firma, fordi det er drevet af udviklere og folk, som er utroligt begejstrede for teknologi. Du ser det udtrykt i mange pudsige projekter, som måske nogle gange er lidt langt ude,« siger Kasper Lund.

I udviklerafdelingen i Aarhus har medarbejderne også ret til at gøre brug af 20-procentsreglen, men det sker dog yderst sjældent ifølge Kasper Lund, ligesom mange andre af de amerikanske påfund som soverum heller ikke er at finde.

»Det er vigtigt at tilpasse sig de lokale forhold. Det, som gør forskellen, er, at vi har kolleger, som teknisk er fantastisk dygtige. Den del har vi rigtig fint overført fra USA,« siger Kasper Lund og uddyber:

»Det er langt vigtigere end soverum og gratis frokost, som ikke betyder så meget i den samlede ligning.«

Se hele listen over de mest attraktive danske it-arbejdspladser og læs Verison2s e-magasin IT company Rank her

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere