De folkevalgte i Bruxelles skal i dag sætte et kryds ved ja eller nej til en række tilføjelser til en ellers færdig aftaletekst, som medlemslandene allerede er enige om. Tilføjelserne søger at ligestille data og skærpe den europæiske netneutralitet, der i den eksisterende aftaletekst ifølge debattører er vagt og dobbelttydigt formuleret.
Men om MEP’erne rent faktisk vil stemme ja til en strammere europæisk netneutralitet er i høj grad uvist.
Et ‘ja’ til tilføjelserne betyder nemlig de facto en forkastelse af den eksisterende aftaletekst, vurderer tele-retslig ekspert Chris Marsden og forklarer over for BBC, at det stiller lovmagerne i lidt af et dillema.
I udgaven uden tilføjelserne er nemlig blandt andet formuleringer, der vil ophæve roaming-afgifter i EU, hvilket mange MEP’ere er ivrige efter at få gjort til lov. Et 'nej' til tilføjelserne er derfor fristende, da dette vil garantere, at roaming i det mindste vil blive fortid på kontinentet.
Ud over en lang række af netneutralitetsfortalere har debatten op til den europæiske afstemning også haft deltagelse af en så prominent herre som selve internettets fader, sir Tim Berners Lee, der langer hårdt ud efter den eksisterende aftaletekst.
»Hvis vedtaget i sin nuværende form, vil disse regler true innovation, ytringsfrihed og privatliv, og de vil kompromittere Europas evne til at føre an i den digitale økonomi,« har han ifølge BBC skrevet i et blogindlæg.
For at tilføjelserne kan blive skrevet ind i aftaleteksten skal ja-siden opnå et generelt flertal blandt parlamentets 751 sæder.