Hvorfor stoppe ved virtuelle servere, når hele datacentret kan virtualiseres?

Sommertour: Hos netværksspecialisten Axcess er mantraet: Virtualisér helt i bund. Server, storage, netværk og switches - ja, hele datacentret kan virtualiseres.

Har du virtualiseret din it?

Ja, vil de fleste it-chefer svare uden at blinke. For siden virtualisering af servere for alvor tog fart i slutningen af det forgangne årti, har den ressourcebesparende teknologi gået sin sejrsgang fra serverrum til serverrum over hele verden.

Men i virkeligheden er virtualiseringspotentialet langt større. Faktisk kan stort set hele datacentret virtualiseres, og det ser netværksspecialistene hos Axcess som en gylden mulighed.

»Vores kunder har typisk virtualiseret en række servere, men så fortæller vi dem, at de slet ikke har virtualiseret i bund. Som vi ser det, bliver de virtuelle servere blot et appendix til storage og netværk, og det kan gøres langt smartere,« sige Jacob Elkjær, der er concept manager hos Axcess.

Han peger på, at netværk og storage begge er oplagte at virtualisere.

»Vi implementerer ofte en Netapp-løsning på storage-fronten. Den kan deduplikere ned på blokniveau, og hvis man for eksempel har 50-100 virtualiserede Windows-servere, så der altså meget plads at spare ved kun at have ét image liggende på sit SAN til alle serverne, når sådan en konfiguration typisk fylder 40 gigabyte,« siger Jacob Elkjær.

Hvis man samtidig implementerer Fibre Channel over Ethernet (FCoE), kan man ifølge Jacob Elkjær slippe af med en række flaskehalse i netværket, da man på den måde kan komme op på en båndbredde på 40 gigabit i sekundet.

»Samtidig er der kun én topologi, og it-afdelingen skal understøtte færre teknologier og færre enheder,« siger Jacob Elkjær.

Videre ser han en fordel i virtuelle switche:

»Definitionerne i de fysiske switches flyder ikke nødvendigvis ordentligt ind i for eksempel VMware. For at et VLAN kan smelte ordentligt ind i en VMware, kan det være en fordel at arbejde med virtuel switch,« forklarer Jacob Elkjær.

Samtidig giver det en stor performanceforbedring, når to servere skal kommunikere med hinanden, og de ikke længere behøver at sende trafikken forbi en fysisk switch, men kan sende data direkte til hinanden.

Artiklen er skrevet som led i Version2's Sommertour 2012, hvor redaktionen sommeren igennem besøger it-virksomheder og rapporterer om medarbejdernes dagligdag og virksomhedens projekter. Se den samlede tour-plan her., hvor du også har mulighed for at stille spørgsmål til de besøgte virksomheder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere