Med nogle års forsinkelse er en verden udenfor annonceteknologi ved at få øjnene op for, hvad der egentlig sker i kulisserne, når vi bevæger os rundt i den digitale virkelighed.
Det er godt, men det betyder også, at der nu pågår et realitetstjek for de virksomheder, der længe har arbejdet med nettets muligheder for at udnytte persondata og for myndigheder politikere, der alt for længe har udskudt det nødvendige opgør.
I slutningen af 2019 opdaterede Erhvervsstyrelsen retningslinjerne for, hvordan man skal præsentere brugere af en hjemmeside for deres rettigheder og muligheder for at vælge til og fra, hvordan de bliver tracket. Godt et par måneder senere fulgte Datatilsynet så i hælene med en yderligere skærpelse - denne gang baseret på en civilingeniørs klage over DMI.
1. parts data
Her i Mediehuset vedtog vi allerede for tre år siden at basere vores strategi for, hvordan man skal få en medieforretning til at hænge sammen, på en dialog med vores brugere, der bygger på, at vores brugere og læsere frivilligt giver os information om dem selv til fordel for begge parter - kendt som 1. parts data.
Det betyder blandt andet, at vi ikke kører såkaldt programmatisk annoncering, hvor de forskellige led mellem annoncør og hjemmesideansvarlig selv høster data til videre udnyttelse - som oftest i et uigennemskueligt mønster. Derudover kører vi jævnligt scanning og kategorisering af cookies for at sikre oprydning i de cookies, som alligevel efterlades af annoncører, der insisterer på at køre tracking via bannere.
Så længe lovgiverne ikke har forstået deres ansvar og myndighederne, når der endelig bliver lovgivet, slæber efter for at sætte rammer for reguleringen, er det vanskeligt for markedet at regulere sig selv.
Massivt pres
De frie medier er under massivt pres fra techgiganterne. I løbet af de sidste 12 år har mediebranchen mistet godt 80 pct af de indtægter fra annoncer, som så langt tilbage man kan se, har været en afgørende eksistensbetingelse.
Nøglen til techgiganternes popularitet hos annoncørerne hedder persondata. Og selvom lovgivere og myndigheder er begyndt at få øjnene op for, hvad det betyder for individets ret til privatliv, for konkurrencesituationen på annoncemarkedet og dermed også for frie mediers eksistensmuligheder, går det langsomt. Og når det så endelig sker - som ved ikrafttræden af den europæiske persondataforordning i foråret 2018 - så viser det sig ofte, at taberne bliver nogle andre end hensigten var.
Persondataforordningen (GDPR) er indtil videre gået langt hårdere ud over de private nationale medier end techgiganterne, som dels finder veje udenom og dels skubber juridiske slagsmål foran sig i årevis.
Facebook, Google og venner siger ganske vist, at de gerne ser regulering, men om hensigten er oprigtig eller ej, køber de bare tid. Samtidig meldes ud - senest fra Google - at man nu kun vil acceptere første parts data - altså data afgivet direkte til Google. Det lyder smukt, men når første parts data i Googles definition f.eks. kan være hentet fra en bruger på Guardian, der blot har været i nærheden af en annonce styret af Google, klinger det hult. Google og Facebook har reelt blot fået bygget nogle indhegnede parker (walled gardens), der er så store, så de reelt er et eget økosystem helt uafhængige af andre spillere - og vigtigst i denne sammenhæng - med totalt overblik over dine data som bruger.
Nødvendigt kompromis
Og hvorfor er det så, at vi som frie medier ikke bare med det samme dropper al kontakt til Google, Facebook og co, så vi for alvor kunne påstå, at vi holder den dataetiske fane højt?
Det ærlige svar er, at det vil vi også hellere end gerne, men vi skal også overleve, imens myndighederne finder måder at regulere techgiganterne på, og derfor er vi nødt til at gå på kompromis.
Vi hilser det velkomment, når Erhvervsstyrelsen og Datatilsynet kommer på banen og sætter konkrete vejledninger og retningslinjer, og her i huset følger vi dem også et skridt videre, end mange andre. Men man kan ikke trække tæppet væk under et økosystem, som er bygget op over en periode på over 10 år.
Annoncer har krav om tracking
Annoncører og mediebureauer er ligesom medierne over de år blevet syltet ind i en forståelse af, at adfærdsdata er vejen til alt godt. Den retorik er vi nødt til at komme ud af. Bestilling af annoncer kommer ofte med krav om tracking. Ellers ingen annoncer og dermed penge til at finansiere journalistikken. Det kunne vi sige nej til, men så går pengene i stedet til Google og Facebook, som ikke har nogen kvababbelser med at følge dig som bruger til verdens ende.
Så - mens vi venter på, at lovgiverne - og ikke kun Margrethe Vestager - for alvor forstår, hvad der er på spil og får reguleret techgiganterne, er vi nødt til at bevæge os ad den rette vej på en måde, hvor vi balancerer at være de gode drenge og piger i klassen uden i processen at blive trynet ud i intetheden.
Og hvad kan I som kloge læsere af medier som vores gøre? Først og fremmest kan I tegne abonnement på vores indhold. Det er den bedste vej, vi har til at gøre os uafhængige af en verden af annonceteknologi. Men I kan også rette jeres skyts mod de myndigheder, der for alvor kan gøre noget ved det. I kan også spørge ud i jeres egen verden. Hvilken dataetisk standard holder annoncer i de virksomheder og organisationer, I bevæger jer i? Som medier bringer vi hellere end gerne annoncer, der er renset for tracking cookies. Det foretrækker vi.
Christina Blaagaard er CEO i Teknologiens Mediehus.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
