Hvis Swipp-bankerne går til MobilePay, kan det blive dyrt for Nets

Hvis det går som ventet, og de resterende knap 70 banker i Swipp-samarbejdet lader sig sluse ind i Danske Banks MobilePay, kan det få store konsekvenser for Nets’ og deres ‘guldæg’ Betalingsservice.

Nets kan komme i store vanskeligheder, hvis de resterende knap 70 Swipp-banker kaster håndklædet i ringen og bliver en del af Danske Banks MobilePay.

Betalingsservice står ifølge Danske Banks analytikere for hele 18 pct. af Nets' samlede driftsoverskud, og netop en tjeneste for gentagne betalinger, hvor Betalingsservice pt. er den mest udbredte løsning, vil være et oplagt felt at kaste sig over for et nyt, stort MobilePay-samarbejde. Det skriver Børsen i dag, fredag.

Med deres egen løsning kan bankerne i fremtiden vælge at beholde gentagne betalinger fra deres kunder i stedet for som nu at sende dem videre til Betalingsservice i Nets.

Læs også: Nordea dropper ud af Swipp til fordel for MobilePay

»Hvad skal vi med Betalingsservice, hvis vi kan lægge gentagne betalinger ind på denne platform (Mobilepays interface, red.). Nets kan blive presset på flere områder i dette samarbejde,« fortæller en af Børsens anonyme kilder, som er tæt på forhandlingerne mellem Swipp-bankerne og Mobilepay. Forhandlinger, som han forventer afsluttet i næste uge.

Ved at lukke de andre banker ind i samarbejdet slipper Danske Bank for at betale den store regning for MobilePay alene. Det er således også en god løsning for de gamle Swipp-banker. Deres kunder får et produkt, de i forvejen bruger, og som de kan lide.

»Enden bliver, at Mobilepay bliver branchens standard på området, som alle vil bruge,« siger en anden af Børsens kilder, der også er tæt på forhandlingerne.

Læs også: Jyske Bank dropper også Swipp

Hos Jyske Bank ser man bestemt muligheder i at ekspandere tjenesterne, hvis først et stort mobilbetalingssamarbejde er en realitet. Og det kan måske endda komme kunderne til gode.

»Det er et område, hvor vi ser konkurrencen intensiveres. Der kan komme en større kamp på det område, der måske også kommer til at afspejle sig i prissætningen,« siger Thomas Eskildsen, der er Nets-analytiker i Jyske Bank.

»Nets kigger selv ind i forretningsområdet, hvor de også er interesseret i de enkeltstående betalinger og ikke kun de gentagne,« siger han til Børsen.

Læs også: Banker vil gøre fintech-trussel til redningsplanke

Hos Nets frygter man dog ikke, at den store koalition af banker vil kunne udkonkurrere dem.

»Vi kommer til at vokse med markedet, og intet indikerer, at det ikke fortsætter,« sagde topchef i Nets, Bo Nilsson, på en analytikerkonference i onsdags.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Esben Laursen

Første tanke, fedt et fælles produkt alle bruger..

Anden tanke, øv nu bliver det et monopol, så kommer gebyrgribbene flyvende med 100 i timen..

Jeg er på ingen måde stor fan af Nets (eller bankerne for den sags skyld), men måske var det en god ide der faktisk var 2 produkter man kunne vælge imellem, så de kunne holde hinanden lidt i skakt..

  • 0
  • 0
Søren Blom

Du kan samligne det med tidernes morgen kamp på Video formatet, BetaMax var den tekniske bedste løsning, men det blev VHS der vandt. Swipp er en bedre teknisk løsning end mobilpay, men det ser ud til at Mobilpay har vundet første omgang i det race.

  • 0
  • 0
Finn Thøgersen

Det tror jeg nu ikke, du skal frygte... medmindre du ikke har stor tiltro til at Facebook, Google og Apple vil ind på betalingsmarkedet...

Tja, det kan bare blive lidt svært for dem at komme ind...

Den tilgang Apple/Google pt bruger forudsætter at der laves en aftale med de enkelte banker, og hvis alle større danske banker er med på MobilePay vognen, hvorfor skulle de så hoppe med på en konkurrerende galaj ?

Derudover forudsætter Apples standardaftale med bankerne at de løbende udleverer en række data til Apple - det er formodentligt ikke lovligt her i landet pga specifik dansk lovgivning

Mao: Don't hold your breath - It may take a long time...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere