Hver tredje dansker aner ikke hvad en cookie er
Danske hjemmesider har siden maj 2011 skullet informere brugerne om, hvilke cookies der blev placeret på brugerens pc, og give brugeren mulighed for at fravælge cookies. Men det er langt fra alle danskere, der ved, hvad en cookie er.
Ifølge en undersøgelse foretaget af Epinion for Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH, svarer 37 procent af danskerne nemlig nej til spørgsmålet om, hvorvidt de kender til formålet med brugen af cookies.
Cookies kan bruges til at gemme midlertidige data som eksempelvis en indkøbskurv på en netbutik, eller lader webstedet genkende brugeren fra gang til gang. Men de kan også bruges til sporing af besøg på tværs af forskellige hjemmesider, og den praksis bruges af flere reklamenetværk.
En måske overraskende pointe i undersøgelsen er, at det især er de unge internetbrugere, som ikke ved, hvad en cookie er.
Ifølge undersøgelsen ved 44 procent af de unge under 25 år ikke, hvad en cookie er. For personer over 65 år er det 41 procent.
Gruppen med bedst kendskab til cookies er personer mellem 51 og 65 år, hvor 65 procent ved, hvad en cookie er.
De unge har også det mest afslappede forhold til brugen af cookies. Hvor det samlet er 31 procent af dem, der ikke kendte til cookies, som frem over vil blokere dem i browseren, så gælder det blot 20 procent af de unge under 25 år, der ikke kendte til cookies.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.