På trods af en større indsats mod problemet, har den offentlige sektor været hårdere ramt af malware og hackerangreb sidste år end tidligere.
Næsten hver tredje myndighed har således tabt data eller spildt arbejdstid i generende eller alvorlig grad på grund af malware i løbet af 2009. Året før var det kun hver femte myndighed, der måtte slås med virus, orme og trojanere. Det viser Danmarks Statistiks rapport 'Den offentlige sektors brug af it'.
En anden klassiker, manglende backup, gav også anledning til datatab. Problemet ramte 15 procent af myndighederne i 2009, viser undersøgelsen.
Mere overraskende er måske mængden af deciderede hackerangreb.
13 procent af de danske myndigheder blev i årets løb udsat for et denial-of-service-angreb, mens 12 procent melder, at de har haft uautoriseret indtrængen i it-systemerne.
Generelt set er det staten, der har været hårdest ramt, mens kommunerne er sluppet mere nådigt. Lægger man alle kategorierne sammen, er det alt i alt næsten halvdelen af myndighederne i Danmark, som har været ramt af it-sikkerhedsproblemer.
Det er sket på trods af en større indsats på it-sikkerhedsområdet. Fra 2008 til 2009 var der for eksempel blevet strammet op på både brugen af en formel it-sikkerhedsansvarlig, løbende it-sikkerhedsuddannelse, en ajourført beredskabsplan og brugen af standarden DS484.