Knapt hver anden internetbruger benytter en webbrowser, der er forældet og dermed udgør en sikkerhedsrisiko. Det vurderer en gruppe sikkerhedseksperter på baggrund fra statistik indsamlet fra blandt andet Google og Secunia.
I alt vurderer gruppen, at 45,2 procent af alle de webbrowsere, der benyttes i dag, er forældede versioner. Heraf er langt størstedelen Internet Explorer 6, som regnes for usikker, da Internet Explorer 7 har en lang række sikkerhedsfunktioner, som ikke findes i forgængeren.
Undersøgelsen bygger på data fra blandt andet de besøgende på Googles tjenester og statistik på browserfordeling fra andre websteder.
Ved at sammenligne disse data med mere detaljerede oplysninger fra Secunias værktøj til analyse af opdateringsstatus for installerede programmer på Windows-pc'er, har gruppen fundet frem til fordelingen mellem sikre og usikre browsere.
Ifølge analysen er blot 9,2 procent af Internet Explorer 7 sårbare versioner, mens de tilsvarende tal for Firefox, Safari og Opera er henholdsvis 16,7 procent, 34,7 procent og 43,9 procent. 100 procent af Internet Explorer 6 og ældre regnes for at være usikre selv med de seneste opdateringer.
Det betyder, at der i alt dagligt bliver benyttet anslået 637 millioner usikre webbrowsere. Dertil kommer de webbrowsere, der er opdateret til den nyeste version, men benytter usikre plugins.
Usikre webbrowsere er et alvorligt sikkerhedsproblem, da de fleste angreb med ondsindede programmer er skiftet fra at blive leveret via e-mail til hjemmesider. Det gælder i stigende grad hjemmesider, hvor den ondsindede download-kode indskydes på normalt uskyldige og velbesøgte websteder ved hjælp af sårbarheder i webapplikationer.