HTML5 - den nye standard for HTML på nettet - har fået sit første, officielle logo.
Eller - det er faktisk ikke officielt endnu, men blot et forslag til et officielt logo fra konsortiet W3C, der sammen med prominente virksomheder som Mozilla og Apple står bag udviklingen af HTML5.
Logoet, der passende kunne pryde brystkassen på en superhelt, er nu lagt ud til almen vurdering i miljøet omkring HTML5.
»W3C har endnu ikke taget det op officielt. Hvis community'et tager godt imod logoet, som vi håber, vil W3C optage det som sit eget, officielle logo for HTML5 i løbet af første kvartal 2011,« skriver W3C på sin hjemmeside.
HTML5-standarden er under løbende udvikling, men flere af de nye elementer i standarden kan allerede bruges af udviklere nu.
Det gælder blandt andet det meget omtalte Canvas-tag, som sammen med lidt Javascript-kode gør det let at lave simple tegneprogrammer direkte i browseren.
En anden nyhed er video-tag'et, som med det rette videocodec muliggør afspilning af video i browseren.
Ifølge W3C skal logoet dog ikke tages som en garant for, om en hjemmeside overholder HTML5-standarden.
Hvad mener du selv om W3C's logoforslag? Giv dit besyv med i debatten.