Huawei vil flytte udviklere over til egen app-butik

Illustration: Veja/Bigstock
Huawei står til at miste samarbejdet med Google. Det indebærer, at Huawei-telefoner i fremtiden ikke kan installere Google Play Store, og derfor vil den kinesiske virksomhed nu have publiceret apps i sin egen app-butik.

Fra den 19. august vil Huawei ikke længere modtage software fra Google. Det betyder, at Huawei-telefoner i fremtiden mister adgang til Google Play Store, som på de fleste Android-telefoner bruges til at hente apps.

Det har ifølge netmediet XDA-Developers fået Huawei til at kontakte app-udviklere og opfordre dem til at udgive deres apps på Huaweis Google Play-alternativ, Appgallery.

Ud over at udvikle sin egen app-store er Huawei i gang med at udvikle sin egen udgave af Android, som ikke er afhængig af proprietær Google-kode. Det har fået Google til at advare om, at et sådant styresystem vil være mindre sikkert end Googles udgave.

Læs også: Google advarer om sikkerhedstrussel ved Huawei-forbud: Kinesisk Android bliver nemmere at hacke

Stakket frist

Deadlinen 19. august er resultatet af en 90-dages lempelse, som tillader amerikanske virksomheder at samarbejde med Huawei.

Det sker, efter Donald Trump i sidste måned erklærede en national nødssituation på grund af IT-trusler og placerede Huawei på en entitetsliste, som amerikanske virksomheder ikke må handle med.

Lempelsen betyder, at Huawei-telefoner de næste par måneder stadig vil kunne modtage sikkerhedsopdateringer fra Google.

Det ophævede samarbejde er den seneste konsekvens af en længerevarende kampagne ført af den amerikanske regering mod Huawei, som blandt andet også har resulteret i anholdelsen af Huawei-CFO Meng Wanzhou i Canada.

Læs også: Huawei må ikke længere præinstallere Facebook-appen på deres telefoner

Men Android er i princippet open source, så hvorfor betyder det egentlig noget for Huawei, om de kan samarbejde med Google?

Læs også: Tech-redaktør: Android-restriktioner er en katastrofe for Google

Play Store og API’er

Problemet for Huawei er, at mange af de funktioner, man tænker på, når man hører navnet ’Android’, i virkeligheden ikke er en del af selve Android-styresystemet. Det gælder blandt andet Google Play, Google Chrome, Youtube og Gmail-appen.

De er i stedet en del af Googles proprietære Google Mobile Services (GMS).

Men Huaweis problemer stopper ikke der. GMS omfatter nemlig også en række API’er, som bruges af mange apps, der ikke er udviklet af Google.

Den franske sikkerhedsforsker Elliot Alderson forklarer på Twitter, at de indbyggede Android-API’er ofte fravælges til fordel fra dem, der er implementeret i GMS. Det betyder, at mange apps ikke vil virke på en telefon uden GMS, også selv om de ikke er udviklet af Google.

I deres mail til udviklerne, som XDA-Developers har fået adgang til, skriver Huawei, at de vil støtte udviklere i at publicere deres apps i Appgallery:

»For at sikre let brug af jeres app for vores brugere vil Huawei give jer fuld støtte for at hjælpe jer med at publicere jeres app i Appgallery.«

Om den hjælp, Huawei vil yde, omfatter erstatning af manglende API’er, fremgår ikke af mailen.

Alternativer kræver root

En mulighed for at erstatte de manglende komponenter i et Google-frit Android er Microg Project – et frit »som i frihed« softwareprojekt, som leverer erstatninger for proprietær Google-kode i Android.

Microg Project kræver dog en oplåst bootloadet, hvilket Huawei stoppede med at understøtte sidste år – til Android-entusiasters store fortrydelse.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jørgen Elgaard Larsen

Hvis Huawei smider Google-skraldet på porten, kunne jeg være grummne fristet til at købe en af deres telefoner.

Ærgerligt, at de har skudt sig i foden ved at lukke for bootloaderen - det har nok lagt en dæmper på projekter som Microg i forhold til Huawei-telefoner.

Men man kan jo altid være naiv og håbe på, at de finder ud af, at der er et marked for åbne telefoner.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere