Huawei skal opgradere TDC’s kabelnet - lover 1 Gbit/s i 2017

Et samarbejde mellem TDC og tech-giganten Huawei skal give halvdelen af danske husstande adgang til hastigheder på op til én gigabit i sekundet i 2017.

Den kinesiske teknologigigant Huawei har fået til opgave at gøre TDC’s kabelnet i stand til at levere hastigheder, der er ti gange hurtigere end den politisk målsætning på 100 Mbit/s.

Teknikken kaldes GigaCoax og er angiveligt aldrig blevet implementeret på et helt kabelnet før.

»Kort fortalt går det ud på at genbruge selve kablerne, men at udskifte stort set alt andet,« forklarer Huaweis Mads Arnbjørn Rasmussen i en mail til Version2.

Læs også: Erhvervsstyrelsen: TDC's blokering af ADSL-linjer er ulovlig

»Man udskifter al den aktive elektronik i fiberdelen og coaxdelen af nettet. Det er forstærkere og optisk elektronik. Derudover skifter man alle de såkaldte splittere, som er dem der deler TV- og bredbåndssignaler ud til de enkelte kunder,« lyder det fra Mads Arnbjørn Rasmussen, der er teknisk chef i Huaweis såkaldte Fixed BB and Video-afdeling.

I praksis betyder aftalen, der skal udføres over seks år, at der skal udskiftes over en million forskellige komponenter. Derefter vil det blot kræve et nyt modem og en ny stikdåse hos den enkelte bruger.

Nemmere end at grave fiber ned

Trods det omfattende arbejde med at udskifte komponenter, har GigaCoax den klare fordel over fiber, at teknikken udnytter det allerede etablerede kabelnet. Og hvis opgraderingen på et tidspunkt viser sig at være utilstrækkelig er der stadig muligheder, forklarer Mads Arnbjørn Rasmussen.

»Rent teknisk er der i teorien ikke et maximum for kapaciteten på coax nettet. Det afgøres i princippet kun af behov fra kunderne og operatørerne,« fortæller teknikchefen.

Læs også: Nu vil TDC sælge 1.000 megabit/s til private kunder

Ifølge den nye aftale vil halvdelen af alle danske husstande have mulighed for at opnå downloadhastigheder på én Gbit/s i 2017.

Med opgraderingen går TDC’s coax-net fra standarden DOCSIS 3.0 til 3.1 - en teknologi, som Huawei udviklingsafdeling længe har specialiseret sig i, lyder det fra Mads Arnbjørn Rasmussen.

Se hvad opgraderingen konkret fører med sig i grafikken.

Følg forløbet

Kommentarer (27)

Mogens Ritsholm

Det er jo sådan set kun en godt 3 dobling af den kollektive kapacitet. Så 1 Gbit/s til alle skal nok tages men en gran salt.

Men en fantastisk udvikling er det jo.

Samtidigt kan man måske spekulere over visdommen i, at privatsegmentet i tæt bebyggelse skal tilbydes op til 1 Gbit/s, når erhverv og private kunder mange steder fortsat højst kan få 10 Mbit/s eller mindre.

Det er nok ikke tilfældigt, at nyheden kommer dagen inden regnskabet. Men kan man vride flere penge ud af privatsegmentet med kabel-tv?

Baldur Norddahl

Det handler om at flow TV erstattes af streaming. Selv med den nye teknologi kan de kun klare et par hundrede husstande der streamer fremtidens HD TV samtidig. Gigabit hastighed er en sidegevinst.

Simon Sørensen

Nu har de jo allerede bygget TDCs 4G net med ikke-sikkerhedsgodkendte medarbejdere, så hvorfor ikke også stikke snablen i hele vores kabelnet? Heldigvis har TDC gentagne gange forsikret os om, at Kina ikke lytter med.

Thomas Bøge

"»Rent teknisk er der i teorien ikke et maximum for kapaciteten på coax nettet. Det afgøres i princippet kun af behov fra kunderne og operatørerne,« fortæller teknikchefen."
Ovenstående er helt nyt for mig. Gad vide hvorfor Magnus har valgt at viderebringe den udtalelse uden opfølgende spørgsmål?

Andreas Jensen

TDC == YouSee.. Ud over at YouSee altid har været ejet af TDC, er det nu mere end nogenside en realitet da TDC ønsker at bruge sit YouSee brand som det fortsættende navn. Som Johnny R. Larsen skriver så bliver de slået helt sammen her senere på året.

Lars F. Jensen

jeg troede ikke at TDC hade Coax kabler i jorden, men derimod YouSee !


TDC og youSee (og fullrate og evt. flere jeg ikke lige husker nu) er og har altid været det samme firma.

Det er kun to varemærker, der har stået for markedsføringen og leverancen af lidt forskellige produkter til lidt forskellige private brugere.
Det har nok også noget med at det er lettere at opretholde en nødvendig prisforskel mellem forskellige kundesegmenter og krav.

Lars :)

Ture Gjørup

Så mangler vi bare at forbrugerstyrelsen vrider armen om på dem og sørger for at man kan købe internet fra Yousee uden at blive tvunget til at have en TV-Pakke også. Lige nu har de en "TV-Tax" på deres bredbåndsforbindelser til private på min. 180 kr./md.

Nogen der ved om der er en god grund til at den bundling stadig tillades? På xDSL linjer er det vel små 10 år siden at der blev gjort op med bundlingen af bredbånd+fastnet.

Emil Stahl
Lars F. Jensen

Nogen der ved om der er en god grund til at den bundling stadig tillades?

Der har indtil nu været den meget gode grund, at internet kanaler og tv analoge og digitale kanaler ligger blandet imellem hinanden. DOCSIS 3.0 anvende et antal standard DVB-C muxer (QAMer) til at overføre download.
Det er således vanskeligt og om muligt dyrt at blokere for alle tv signaler (grundpakken).

Nu har det snart længe været aftalt at TDC/youSee slukker de analoge kanaler her den 9 februar og flytter rundt på de digitale muxer (youSee slang QAMer), så det bliver muligt at fjerne også grundpakkens ukodede tv signaler helt, men fortsat opretholde de DVB-C på de frekvenser der bruges til internet download.

Hen ad vejen vil nettet også skifte til at kunne bruge både DOCSIS 3.0 og DOCSIS 3.1 og sidenhen kun bruge DOCSIS 3.1 .

Men det havde ikke taget dig mere end 1-3 google søgninger , at få denne viden selv.

Lars :)

Lars F. Jensen

"»Rent teknisk er der i teorien ikke et maximum for kapaciteten på coax nettet."

Ovenstående er helt nyt for mig.

Der skulle nok nærmere have stået:
"Der er i teorien ikke et maximum for kapaciteten på coax nettet." , men i den virkelige verden er der naturligvis teknisk/økonomiske grænser.

I teorien afhænge den maksimale kapacitet i coaxnettet kun af det samlede frekvensspektrum, der kan anvendes, signalets styrke i direkte forhold til stryken af den støj, der er i nettet (især termisk støj i forstærkerne) plus evt. støj, der kommer ind på trods af skærmene i coax kablerne.

Praktisk komponenter arbejder ved stuetemperatur og det sætter en grænse for støjen i fx forstærkere. Men dårlige komponenter og ringe elektronisk design, kan afgørende øge støjen. Ligeledes kan fx for kraftige signaler overstyre forstærkere og dermed generere meget støj.

Det er udover, at de nye komponenter vil øge og omlægge frekvensspektrum for både upload og download, så er det helt sikkert, at Huawei vil anvende støjsvage komponenter, når de udskifter komponenter..

Når de analoge kanaler slukkes 9 februar frigives 24 analoge kanaler eller 192 MHz frekvensspektrum fra disse kanaler. Meget frigivet spektrum ligger i fuldpakken og kan ikke straks bruges til internet, men over tid flytter youSee naturligvis tv-pakker og kan så bruge frekvenserne.

Det nuværende net dækker kun spektrum op til 862 MHz og det vil over tid blive udvidet op til godt 1200 MHz. Upload frekvenser vil både blive anvendt mere effektivt af DOCSIS 3.1 og upload-båndbredden vil blive udvidet op til ca 200 MHz eller over 3 gange mere spektrum.

Det analoge fjernsynssignal er følsomt, og hidtil har man normalt dæmpet signalstyrken af de digitalt DVB-C muxer med 2-4 gange for at holde klare analoge tv billeder på nærliggende kanaler.
Det behøver man heller ikke at gøre længere, uden at det naturligvis betyder, at man straks skruer op den 10 februar 2016.

Coax er et delt kabel, men kablet er opdelt i segmenter og kunderne skal kun deles om kapaciteten (mht. internet) indenfor et segment.
youSee har allerede længe opdelt coaxsegmenterne så meget færre skal dele. Det er bla. dette der er baggrund for, at youSee nu kan tilbyde 300/60.

Internettet er jo som helhed delt. Når vi taler om delt eller ikke delt, er det jo kun strækningen fra hver hustand til backbone nettet vi taler om.

Lars :)

Baldur Norddahl

Hvis man nedlagde TV helt, så kan man levere næsten 10 Gbps ifølge tal i artiklen. Grænsen for DOCSIS 3.1 er derfor 10 Gbps til en enkelt bruger, men det vil være en vanvittig dyr metode i forhold til at trække en fiber til denne bruger.

Den praktiske grænse er derfor økonomisk. Hvor små segmenter kan man lave, før at det er dyrere end alternativerne? Et segment er en gruppe kunder der deler det samme downstream signal.

I dag er 10 Gbps nok til at forsyne cirka 5000 kunder, hvis de aldrig skal begrænses af hinandens forbrug. Men der skal også være plads til TV signalerne, så i praksis må segmenterne være væsentligt mindre.

I fremtiden kan vi forvente at det gennemsnitlige båndbredde forbrug fortsætter med at øges voldsomt. Det stiller krav om stadigt mindre segmenter.

Morten Storgaard

Det lyder altsammen godt, men jeg tror ikke man skal forvente at det er lige om hjørnet. TDC meddeler at de regner med det kommer til at koste 2 mia. og tage et år se her, og det tog som bekendt Waoo en del ekstra tid at få Internet selv i de mest centrale bydele i Danmark som fx. Åbyhøj ved Århus... og jeg er spændt på om de kan finde en partner der vil (kan) gøre arbejdet til den pris, og de er jo pressede på deres økonomi.... men ellers må kineserne jo bare købe lidt mere af TDC ;)

Morten Storgaard

Jeg har faktisk blandet det lidt sammen kan jeg se. Jeg havde brugt denne artikel som kilde, hvor de skriver "I alt forventes netværksudskiftningerne at være helt færdige i 2017, hvor TDC påregner, at der i mellemtiden skal bruges flere hundrede folk til udskiftningsarbejdet, som vil løbe op i omkring to milliarder kroner."
..men kan godt se nu at den artikel er skrevet lidt tidligere, hvor TDC troede der skulle denne investering til for at få det hurtige net...

Lars F. Jensen

Jeg havde brugt denne artikel som kilde,....

Nu er det god stil, at citere sine kilder, og i dette tilfælde måske snarere henvise direkte til CWs artikel eller den nøjagtige pressemeddelelse.
Hvis du derefter har særlig viden eller andet rigtigt og interessant for andre, så kan du jo fortælle det udover kildehenvisningen.

" ... færdige i 2017, hvor TDC påregner,.... vil løbe op i omkring to milliarder kroner."

Når man som youSee har 1.1 mio kunder på kabel-tv, så er en investering 2 milliarder over 2-3 år på under 1000 kr/år/kunde.
Ikke noget voldsomt stort beløb i den forretning.

En typisk kunde betaler alene for internet ca 250 kr/md eller 3000 kr/år og langt de fleste betaler også youSee for leverance af tv.

Desuden skal man (desværre) nøje overveje om tal i en sådan pressemeddelelse er nøjagtige eller måske et udtryk for gerne at ville marketing-prale lidt.

Det er normalt klogest at finde finansielle informationer om et firmas finanser på firmaets "investor sider" og i meddelelser til fondsbørsen.

Lars :)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen