Huawei må ikke udvikle nyt skattesystem i Tjekkiet

Illustration: NurPhoto via Getty Images
Tjekkiske myndigheder mener, at der er for store sikkerhedsrisici ved at benytte Huawei som it-leverandør til et nyt skattesystem. Det er første gang, staten udelukker et selskab fra et udbud.

Tjekkiet hopper bølgen mod Huawei og udelukker det kinesiske selskab fra et stort udbud om et nyt it-system til det tjekkiske skattevæsen.

Det skriver Computerworld på baggrund af den tjekkiske avis Mladá fronta DNES.

Læs også: Banedanmark ophæver ny kontrakt med Huawei

Det centraleuropæiske land skal til at have en ny skatteportal, som blandt andet skal forenkle tjekkernes selvangivelser betydeligt. Det er en it-opgave, der ligger til omkring 145 millioner kroner.

Men Huawei må ikke byde på ordren, selvom selskabet længe har været favorit til at vinde udbuddet. Det har de tjekkiske myndigheder bestemt.

Læs også: Huawei bliver brugt i alle dele af de danske mobilnet

Udelukkelsen kommer, efter at den tjekkiske pendant til Center for Cybersikkerhed i december advarede landets netværksoperatører mod at bruge hardware og software fra både Huawei og et andet kinesisk telekommunikationsselskab, ZTE.

Ikke muligt at udelukke selskaber i Danmark

I Danmark er det ikke muligt at udelukke bestemte selskaber fra at sælge udstyr til danske teleudbydere, men det skal der måske laves om på. Det kom frem til et samråd om netop Huawei i sidste uge, hvor folketingsmedlem Henrik Dam Kristensen (S) spurgte, om man ikke kan lave loven om, så det i fremtiden vil være muligt at frasortere virksomheder. Til det svarede forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V):

Læs også: Forsvarsminister i Huawei-samråd: Det kan godt være, vi skal sikre lovhjemmel til forbud mod bestemte aktører

»Vi har i lovgivningen ret til at være helt inde i det tekniske i de her systemer og have fuldt indblik i, hvad der foregår. Og derfor, for at følge op på Henrik Dams spørgsmål, så kan det da godt være, at vi skal se på lovgivningen, når vi nu får lejlighed til at samle erfaringerne på det her område. Det, vil jeg synes, vil være et fornuftigt skridt.«

Ministeren lovede, at han ville vende tilbage til sagen senere:

»Jeg vil gerne give tilsagn om, at vi vender tilbage til denne sag, når vi har et klarere overblik over det. Foreløbigt føres der drøftelser med de private leverandører, og så må jo vi se, hvad der kommer ud af de drøftelser. Og så vil jeg tro, at vi under alle omstændigheder vender tilbage til denne sag og ser, om vores lovgivning er tilstrækkelig i denne her forbindelse,« sagde han under samrådet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 John Foley

Forsvarsministeren, Claus Hjort Frederiksen, udtaler i samrådet, at "Vi har i lovgivningen ret til at være helt inde i det tekniske i de her systemer og have fuldt indblik i, hvad der foregår. ..." Det er korrekt, at lovgivningen giver retten til gå helt ind i det tekniske. Problemet er bare, at det gør man ikke, man henholder sig til at der løbende gennemføres drøftelser med UK' "Cellen", om der findes uregelmæssigheder. Man har ikke selv kompetencer eller evne til at gennemføre en tilstrækkelig og nødvendig undersøgelse, som englænderne gør. Englænderne krævede i sin tid adgang til at undersøge Huaweis produkter som betingelse for at lade firmaet sælge til bl.a. British Telecom. Tilsvarende krav stillede FE og CFCS ikke da TDC frasolgte retten til 4Gmobilnetværket. Det kan jo undre. Herhjemme har vi dygtige og kompetente instanser og instittuter, der sagtens professionelt ville kunne løse den opgave. Hvorfor man ikke benytter disse til at gennemføre screeningen af Huaweis, og for den sags skyld også andre leverandørers produkter, står hen i de uvisse og vi får intet svar fra fra hverken Regeringen, Forsvarsministeren, FE eller CFCS. Det er jo hemmeligt og farligt. P.s.: Det er endvidere tankevækkende, at UK nu, til trods for "Cellens" beføjelser og inspektioner, nu ikke vil tillade Huaweis produkter i deres samfundsvigtige kritiske informationsinfrastruktur. Mon de ved noget, som vi ikke må få at vide?

  • 8
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere