Tirsdag åbnede Huawei et laboratorium for cybersikkerhed i Bruxelles, hvor de fleste EU-kontorer hører hjemme. Det skriver Børsen på baggrund af en nyhed fra nyhedsbureauet AP.
Cyber Security Transparency Centre, som centret hedder, skal blandt andet tilbyde Huaweis virksomheds- og statslige kunder at undersøge kildekoder, der ligger bag Huaweis netværksudstyr, ligesom kunderne skal kunne teste udstyret.
Under åbningen opfordrede Huaweis bestyrelsesformand, Ken Hu, regeringer og teleindustrien til at udforme et sæt standarder for cybersikkerhed. Det skriver Reuters.
»Industrien som helhed mangler et samlet sæt af tekniske standarder for sikkerhed og systemer til verificering. Det bliver kompliceret af værdikædens globalisering,« udtalte Ken Hu til et pressemøde under åbningen.
Mandag mødtes bestyrelsesformanden med Europa-Kommisionens digitale chef, Andrus Ansip. Ken Hu oplyste efterfølgende, at de to havde diskuteret muligheden for at udforme standarder for cybersikkerhed på samme måde, som man har gjort med standarder for datasikkerhed med GDPR.