HTML5-baseret værktøj skal gøre børn og mødre til spiludviklere

Illustration:
Gameleon er et HTML 5-baseret værktøj til at skabe spil, der snart udkommer i version 1.0

Opstartsvirksomheden Gameleon er på jagt efter betatestere og investorer. Holdet bag virksomheden er blandt finalisterne i Intels innovationskonkurrence Global Challenge, der finder sted i samarbejde med universitetet i Berkeley Californien.

»Computerspil er formentlig det bedste udtryk for vores natur,« lød det fra CEO i virksomheden, Victor Popescu, under den præsentation, der skal overbevise dommerne om, at netop - i dette tilfælde - Gameleon skal vinde konkurrencen.

»Det her handler om at demokratisere spiludvikling,« sagde han.

Victor Popescu kunne fortælle, at spil-værktøjet er baseret udelukkende på HTML5 og er tilgængeligt via en browser. Produkterne, det spytter ud, er også HTML5, hvilket CEO’en mener, gør dem lige til at anvende på en mobiltelefon, uanset model. I hvert fald indenfor en overskuelig fremtid.

Over for Version2 viste han tidligere en implementering af hack-n-slash-rollespillet Diablo 2, der havde taget 2½ dag at implementere i spilmotoren (grafikken var nappet fra det originale spil). Her fortalte han også, at værktøjet gerne skulle være så ligetil, og ikke kræve nogen programmeringsmæssige færdigheder, at hans mor vil kunne bruge det.

Under præsentationen sammenlignede CEO’en værktøjets tilgængelighed med Lego Mindstorms, og han fremhævede, at det også skal kunne anvendes af børn til at skabe deres egne spil

Et af de kritiske spørgsmål fra dommerne efter præsentationen, seancen minder om en mundtlig eksamen, gik ud på, hvorvidt HTML5 nu også ville være egnet som generelt spiludvikler-værktøj, sammenlignet med native-implementeringer af spil.

Det mente Victor Popesco ikke ville være nogen hæmsko når hardwareplatformene bliver hurtigere og HTML5 mere udbredt.

Gameleon er som udgangspunkt gratis og spil serveren vil blive open-source, så udviklere selv kan lave ændringer, forklarede Victor Popesco:

»Produktet vil være gratis, for evigt,« lød løftet.

Forretningsmodellen bygger, som flere andre open source-projekter, blandt andet på et premium-abonnement, hvor spiludviklere kan få tech-support og evt. også komme med feature-requests til værktøjet.

Ved udgangen af september, var der udviklet 1406 spil med værktøjet, som efter planen skulle udkomme i version 1.0 om en måneds tid. Ved afslutningen af sin præsentation, fortalte Victor Popesco, at Gameleon er på jagt efter investorer og ikke mindst flere betatestere.

Version2's tur til Intel Global Challenge er betalt af Intel.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere